Krig og energi

Forbruget af naturgas styrtdykker

Danskernes forbrug af naturgas er faldet hele 37 procent, siden Rusland invaderede Ukraine for to år siden. Vi skal videre ad den vej og bruge grøn strøm til at skubbe fossile brændsler ud af vores transport, opvarmning og industri, mener Green Power Denmark.

Ukrainsk flag med vindmøller

Foto: Pond5

Forbruget af naturgas er styrtdykket i de to år, hvor krigen i Ukraine indtil videre har stået på. Hele 37 procent mindre naturgas har danskerne brugt. Det fald svarer til, hvad Danmark har reduceret med i de otte år før krigen (2014-2021).

Samme tendens har vi set bredt over hele Europa. Det massive fald i gasforbruget er en af hovedårsagerne til, at energipriserne er faldet, og at prisen på naturgas nu er den samme som før krigen.

Martin Ingerslev, cheføkonom i Green Power Denmark
Martin Ingerslev, cheføkonom i Green Power Denmark

- Jeg er vildt overrasket over det her tal. Det er en imponerende bedrift, som vi godt kan være stolte af. Der er dog stadig lang vej endnu, før vi er uafhængige af den fossile naturgas – især hvis vi ser på hele Europa. Men det her viser, at forbrugerne er klar til at vælge den grønne vej, hvis incitamenterne er de rigtige, siger Martin Ingerslev, cheføkonom i Green Power Denmark.

2022 tegner sig for størstedelen af faldet i forbruget, som skyldes, at danske borgere og virksomheder har været gode til at spare på energien og samtidig er gået over til andre energikilder – for eksempel skiftet naturgasfyret ud med en varmepumpe eller grøn fjernvarme. Derudover er produktionen af grøn bionaturgas steget, hvilket har reduceret behovet for naturgas.

- Ruslands invasion af Ukraine har rystet Europa i sin grundvold, og energikrisen har været et ’wake up call’ for os alle. Vi skal blive meget bedre til at klække det grønne columbusæg og bruge strøm fra solceller og vindmøller til at transportere os med, varme vores huse op med og producere vores varer med. Kampen for klima, energiuafhængighed og lavere energipriser er egentlig lige til: Det handler om at holde op med at brænde fossile brændsler af og bygge flere vindmøller og solceller, siger Martin Ingerslev.

Da Rusland angreb Ukraine, lød startskuddet samtidig til en historisk energikrise, hvor Danmark og resten af Europa frygtede mangel på energi, alt imens prisen på el og varme eksploderede. Årsagen var, at Rusland inden krigen var storeksportør af fossil energi til Europa, hvor op mod 46 procent af naturgassen blev dækket af Putin og Co.

Kampen for klima, energiuafhængighed og lavere energipriser er egentlig lige til: Det handler om at holde op med at brænde fossile brændsler af og bygge flere vindmøller og solceller.
...

Da Rusland skruede ned for leverancerne af naturgas, og gasrørledninger i Nordsøen blev udsat for sabotage, svingede gaspriserne mellem svimlende 8-20 kr. pr. kubikmeter mod tidligere 1,50-2,50 kr. pr. kubikmeter.

- Det er stadig et langt og sejt træk, før vi er fri af naturgas, og energipriserne er stadig højere, end vi historisk har set. Derfor er det afgørende, at vi fortsætter de gode vaner, vi har lært under energikrisen. Udover at sende naturgasfyr på pension, skal vi bruge strømmen, når den er grøn og billig. Samtidig skal udbygningen af vindmøller og solceller gevaldigt op i tempo, så vi har grøn strøm til varmepumper, elbiler og industri, siger Martin Ingerslev.

Nyheder direkte i din indbakke?