Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Politik

Forhandlinger om grøn transport skudt i gang

Torsdag morgen holdt partierne bag energiforliget 2018 – dengang alle partier i Folketinget – første forhandlingsmøde om udmøntning af pulje til grøn transport.

Transportsektoren skal være mere grøn, der skal flere elbiler på vejene, og det skal være mere attraktivt for forbrugerne at vælge elbilerne til.

Det er den overordnede hensigt med den pulje til mere grøn transport, som Energiforliget 2018 afsatte 500 mio. kr. til. Nu skal puljen udmøntes, og det tog partierne de første indledende skridt til på et møde tidlig torsdag morgen med klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S).

Ladeinfrastrukturen er rygraden for en større udbredelse af elbiler, end vi ser i dag. Standerne skal stå dér, hvor der er brug for dem – på arbejdspladser, boligforeninger, indkøbscentre, på farten og på offentlig vej.
Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance

Fra Dansk Elbil Alliances side er branchechef Lærke Flader glad for, at der nu kommer gang i forhandlingerne. Hun peger på, at ladeinfrastrukturen og gode muligheder for oplade elbilen nemt og bekvemt er afgørende for at få forbrugerne til at vælge en elbil

-  Ladeinfrastrukturen er rygraden for en større udbredelse af elbiler, end vi ser i dag. Standerne skal stå dér, hvor der er brug for dem – på arbejdspladser, boligforeninger, indkøbscentre, på farten og på offentlig vej mv. Mange bilejere i byerne har ikke egen garage eller carport, og vi skal derfor have flere standere i det offentlige rum til gavn for flere, siger hun.

Generelt er der brug for at holde fortsat fokus på gode rammevilkår og udnytte situationen med afgiftsfritagelse på elbiler til at sætte turbo på udbredelsen.

- Rammevilkår er både den fysiske infrastruktur i form af ladestanderne, men også skatter og afgifter. Med finansloven for 2020 blev der taget vigtige skridt i retning af at gøre elbiler økonomisk attraktive. Det skal vi holde fast i. For rigtig mange er familiens bil et stort køb, der planlægges længe. Det gør, at der er brug for sikkerhed om fremtiden for bilkøbere såvel som forhandlere og importører af elbiler.

Markedet for elbiler udvides betragteligt herhjemme både hvad angår modeller og prisklasser, og også el-lastbiler til tung transport ser i disse år dagens lys. Der er gang i teknologien, og kursen er sat mod grønnere transport og mindre klimabelastning.

Transportsektoren står for 27 procent af den samlede drivhusgasudledning (2017). Klima- og Energiministeriets fremskrivninger viser, at der i 2030 vil være flere end tre mio. personbiler i Danmark. Hverken transport- eller klimaministeren vil sætte tal på, hvor mange elbiler der skal være på gaden i 2030 for at indfri klimamålsætningerne, men Dansk Elbil Alliance har tidligere i en analyse påvist, at én million elbiler på de danske veje forudsætter en tidobling i ladepunkter fra de nuværende cirka. 3.000.

- Der er al mulig god grund til at komme i gang med at sikre bedre ladeinfrastruktur og gode rammevilkår for grøn transport, slår Lærke Flader fast.

Nyheder direkte i din indbakke?