Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

5 SKARPE OM BIOMASSE

”I fremtiden vil vi se varmepumper fortrænge biomasse”

5 skarpe om biomasse: Energisektoren fik en politisk bestemt opgave i 2012 om at udfase kul, og svaret på det tidspunkt var biomasse. Nu er fremtiden store og små varmepumper samt nye Power-to-X-brændsler, forklarer branchechef Kristine Grunnet, Dansk Energi.

Hvad er biomassens plads i dansk energiforsyning?

Energisektoren fik en politisk opgave i Energiaftalen fra 2012 om at skulle udfase det mest svinende brændsel, nemlig kul. Og måden, vi kunne lykkes med den omstilling, var ved at erstatte kul med biomasse, så vi kunne gøre især vores varme, men også el, grøn.

Nogle eksperter mener, at et stort forbrug af biomasse risikerer at skade klimasagen…

Vi forholder os til, hvad man politisk har bestemt er bæredygtigt, og hvordan man tæller biomassens klimaeffekt. Og det efterlever vi. Vi efterlever den regulering, der er.

Og vi efterlever og dokumenterer, at den biomasse, som danske kraftvarmeværker bruger, er bæredygtig. I mangel af europæisk og dansk lovgivning på området gjorde branchen det, vi fandt ansvarligt: At lave en brancheaftale med bæredygtighedskriterier. Den er så nu erstattet af ny lovgivning med kriterier, som vi støtter op om.

Pressemeddelelse

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet, at der ved lov skal stilles strengere krav til den biomasse, som bruges til energi i...

Hvad vil de lovfæstede kriterier betyde for Danmarks forbrug af biomasse?

De vil understøtte, at brugen af biomasse i Danmark er bæredygtig. Det er ambitiøs lovgivning, der går længere end den europæiske lovgivning, og det støtter vi op om.

Kristine van het Erve Grunnet
Kristine Grunnet, branchechef i Dansk Energi

Derudover er reguleringen med til at understøtte den teknologiske udvikling, som vil sikre, at biomasseforbruget ikke vil stige i fremtiden, tværtimod falde. Ikke fordi biomassen ikke er ekstremt vigtig for, at varmen vedbliver med at være grøn i Danmark. Men vi ser en udvikling af nye teknologier, hvor varmepumper i stigende grad vil være det foretrukne valg. Det støtter vi kun op om. Vi skal have gang i en elektrificering.

Hvorfor er Danmarks forbrug af biomasse grønt?

Den biomasse, vi bruger, kommer fra skove, der forvaltes efter principperne om bæredygtig skovdrift. Det betyder, at man sikrer, at skovene er i vækst, og at vi passer på skovenes økosystemer og biodiversitet. At vi planter et træ, hver gang vi fælder et træ. Vi skal selvfølgelig sikre, at skovene er i vækst, og at kulstoflageret opretholdes. Og så vil jeg sige, at vi bruger jo de træprodukter, der ikke har et andet formål. Det er resterne og affaldsprodukterne, som vi vil have fat i.

Skal vi i gang med at udfase biomasse fra energisektoren?

Det sker allerede. Men det vigtige er, hvornår det sker. Når de mindre og mellemstore byer i dag står over for et investeringsvalg, så skal de vælge – og det er også det billigste – at etablere varmepumper i stedet for en biomassekedel. Og hvis ikke det valg alene af økonomiske årsager bliver truffet i dag, så bør vi gøre noget for at stramme op på lovgivningen, så det sker. I fremtiden vil vi se varmepumper fortrænge biomasse.

De store byer derimod har et markant varmeforbrug, og i dag er der ikke nok varmekilder, der kan erstatte brugen af biomasse. Det kræver, at vi afsætter nogle midler til at få udviklet nye teknologier som fx Power-to-X, hvor der er overskudsvarme, som kan bruges i fjernvarmen. For ellers har vi ikke et alternativ til biomassen, og så er alternativet at gå tilbage til kul, og det er den helt forkerte vej.

Svarene om Dansk Energis syn på biomasse er givet til Information i anledning af et særtillæg om biomasse bragt 6. februar.

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?