Elmarked

Green Power Denmark: Ny model for modhandel sender millioner ud af Danmark

Energinets nye model for såkaldt modhandel med strøm mellem Danmark og Tyskland har nok sat en stopper for problemet med slukkede vindmøller, men koster danske strømproducenter dyrt og er ifølge Danmarks grønne erhvervsorganisation i konflikt med EU’s principper om et frit elmarked.  

landegrænse

Arkivfoto: Colourbox

Green Power Denmark gør opmærksom på en række uhensigtsmæssigheder i en ny model for såkaldt modhandel med strøm, der tidligere har givet danske elproducenter betaling for at stoppe deres vindmøller i visse tilfælde.

Fænomenet skyldes Nordtysklands periodiske problem med for meget el i systemet. Det problem blev før løst ved at Tyskland betalte først og fremmest danske vindmølleproducenter for at stoppe møllerne, men efter at Energinet sidste år indførte en ny model for modhandlen, skabes balancen igen ved, at danske elproducenter har reduceret mulighed for at eksportere

Energinet glæder sig fredag over, at danske vindmøller ’ikke længere står stille på grund af et utilstrækkeligt tysk elnet’, men den konklusion er Green Power Denmark langt fra enig i det positive i. Blandt andet fordi den nye løsning er med til at give flere perioder med kunstigt lave og negative priser og dermed forværrer betingelserne for nye investeringer i grøn energi. 

- Det er naturligvis ikke en optimal løsning at stoppe vindmøller, når det blæser. Men det kan være en nødvendighed, hvis det er det mest omkostningseffektive at gøre på et givent tidspunkt. Den langsigtede løsning er at udbygge elnettet, indføre fleksibelt forbrug, lagre el, konvertere el til brint og grønne brændstoffer og handle over grænserne. På den måde kan vi udnytte vindenergien bedst muligt, siger direktør for vedvarende energiproduktion i Green Power Denmark Thomas Aarestrup Jepsen.

- Mens vi arbejder på at fremme elektrificering og udbygning af elnet nytter det ikke noget at genindføre en eksportbegrænsning, som har taget årevis at afskaffe. Det er vigtigt at fastholde en velfungerende handel mellem Danmark og Tyskland inden for EU-lovgivningen, og det mener vi ikke, Energinets nye model lever op til.

Ifølge Thomas Aarestrup Jepsen er forskellen til de tyske eksportbegrænsninger, der var tidligere, at det nu optræder i intradaymarkedet – altså når der handles el inden for samme døgn, som det bliver brugt - i stedet for i det toneangivende såkaldte dayahead-marked også kaldet spotmarkedet.

- Men problemet er, at eksportbegrænsninger uanset om de optræder i det ene eller det andet marked giver samme resultat. Navnlig at vi, når det blæser, vil få en kunstigt lav elpris, som gør det mindre attraktivt at investere i nye solceller og vindmøller i Danmark, og dermed bliver det vanskeligere at nå vores mål om at firedoble produktionen af grøn el på land, siger han.

- EU kræver, at mindst 70 procent af kablet mellem Danmark og Tyskland skal være åbent for handel. Men Energinets nye model kommer rundt om det og reducerer reelt muligheden for at handle el med Tyskland på intradaymarkedet.  Vi mener, at Energinets nye model er i strid med EU-reglerne, og vi kommer til at forfølge det, indtil reglerne bliver overholdt, siger Thomas Aarestrup Jepsen.

landegrænse
Elmarked

Forsyningstilsynet har delvist godkendt en model for såkaldt modhandel, der vedrører handel med et nordtysk overskud af el, der opstår...

Nyheder direkte i din indbakke?