Markedsreform

Grundmodellen for det europæiske elmarked står uantastet

Ti års indsats for at skabe fornuftige rammer for en grøn omstilling af den europæiske energibranche lakker mod enden for MEP Morten Helveg Petersen. Torsdag formiddag har den radikale politiker, der ikke genopstiller, slået et sidste slag for at sikre et robust elmarked, der fremmer investeringer i vedvarende energi.

MortenHelvegPetersen

MEP Morten Helveg Petersen fra De Radikale/Renew Europe diskuterer – for sidste gang – elmarkedsreform i Europa-Parlamentet. Reformen er nu endelig vedtaget. Foto: Europa-Parlamentet.

Det geopolitiske bagtæppe var trist, da Europa-Kommissionen i september 2022 fremlagde et forslag til elmarkedsreform et halvt år efter Ruslands fuldskalakrig mod Ukraine.

Bagtæppet er stadig trist på dagen, hvor Europa-Parlamentet med stort flertal har vedtaget reformen efter en nat med russisk bomberegn på Ukraines energi-infrastruktur i en række oblaster – herunder Kiev og Kharkiv.

Elmarkedsreformen er vigtig i forhold til at stoppe pengestrømme til Rusland bl.a. ved at sikre VE-investeringer i EU samt i Ukraine og andre lande i periferien af EU, påpeger Morten Helveg Petersen, der er medlem af Europa-Parlamentet for De Radikale/Renew Europa. Ukraines elnet er en del af Europas elnet, og Ukraine er kandidat til optagelse i EU.

– Vi har de seneste år haft besøg af ukrainske ministre, der ser investeringer i vindenergi og solceller som sikkerhedsspørgsmål. Det er lettere for russerne at sætte en stor blok for eksempel på et atomkraftværk ud af drift end 1.000 mindre anlæg, siger Morten Helveg Petersen fra Europa-Parlamentet i Bruxelles.

Reformen er landet og skaber sikkerhed

Aftalen om en reform af det europæiske elmarked blev forhandlet på plads mellem september 2022 og december 2023, og også Green Power Denmark glæder sig over, at reformen nu endegyldigt og formelt er på plads efter afstemningen i Parlamentet.

Vi glæder os over, at reformen er ’landet’ inden valget til Europa-Parlamentet. Meget tyder på, at det kommende parlament bliver mindre ambitiøst på det grønne område, men med dagens vedtagelse er der mindre usikkerhed om de kommende års enorme investeringer i elnet og elproduktion.
Ole Rydahl Svensson, afdelingschef for Public Affairs i Green Power Denmark

– Vi glæder os over, at reformen er ’landet’ inden valget til Europa-Parlamentet. Meget tyder på, at det kommende parlament bliver mindre ambitiøst på det grønne område, men med dagens vedtagelse er der mindre usikkerhed om de kommende års enorme investeringer i elnet og elproduktion, siger Ole Rydahl Svensson, afdelingschef for Public Affairs i Danmark og EU i Green Power Denmark.

Dybt bekymrede politikere

Når Morten Helveg Petersen tænker tilbage på udgangspunktet for elmarkedsreformen i sensommeren 2022, så husker han dybt bekymrede politikere fra mange europæiske lande. Europa stod midt i en energikrise med skyhøje elpriser som følge bl.a. af bortfald af russisk naturgas og fravær af en betydelig produktion fra franske atomkraftværker under vedligehold. Priserne på naturgas var tårnhøje, og det trak elpriserne op.

– For mig var det enormt vigtigt at holde fokus på bolden. Vi stod først og fremmest i en gaskrise, så en del af opgaven var at have ’ro på’ i forhold til de grundlæggende strukturer på elmarkedet, siger Morten Helveg Petersen, der mener, at det lykkedes at få fjernet de værste elementer fra de første forslag til elmarkedsreformen.

Fremadrettet glæder han ser særligt over, at det er lykkedes at flytte økonomiske fordele fra transmissions- og systemansvarlige virksomheder til VE-udviklere og gøre rammer for statslige VE-udbud mere fleksible. Sidstnævnte kan være vigtig i forhold til at realisere danske visioner om en Energiø Bornholm, vurderer han. 

Elmarkedet sender de rette signaler

Green Power Denmark har fra begyndelsen været kritisk overfor at gennemføre omfattende ændringer af et grundlæggende velfungerende elmarked. Analysen var klar: Elmarkedets design var ikke skyld i de høje elpriser. Tværtimod sendte – og sender – markedet de rette signaler til forbrugerne om at bruge mindre fossil energi og investere mere i vedvarende energi.

– Undervejs i den politiske proces har det været mange sværdslag. Bl.a. takket være Morten Helveg Petersen er der blevet luget ud i mange skadelige forslag – ikke mindst et forslag om at indføre prislofter på grøn energi. Et prisloft vil skræmme mange investorer væk, selv om der netop er brug for omfattende investeringer i vedvarende energi, siger Ole Rydahl Svensson.

Han roser de europæiske politikere for at have lyttet til den grønne energibranche og bevaret grundmodellen for det europæiske elmarked:

– Det er en model, som har vist sig effektiv til at håndtere den hastige omstilling fra fossile energikilder til grøn energi, samtidig med at den sikrer forbrugerne konkurrencedygtige elpriser. Det frie marked består i det store hele. Nu kan vi fortsætte med at opføre vindenergi og solceller, som skal gøre Europa uafhængig af russisk gas og af fossile brændsler i det hele taget, siger Ole Rydahl Svensson.

En glad og lettet Helveg

Elmarkedsreformen har de seneste år været én af rigtig mange initiativer under overskrifter som Green Deal, Fitfor55 og REPowerEurope. I starten af den nuværende valgperiode var især klima i centrum, men med Ruslands krig mod Ukraine blev ’forsyningssikkerhed’ og ’høje energipriser’ centrale omdrejningspunkter.

Jeg er glad og lettet over, at elmarkedsreformen er i hus. Det er en god ting – og lidt specielt at se den gennemført.
Morten Helveg Petersen, medlem af Europa-Parlamentet

Morten Helveg Petersen har de seneste ti år brugt mange af sine vågne timer på europæisk energi- og klimapolitik, der ikke mindst i denne valgperiode har været i top på den europæiske dagsorden. Helt i top. Snart er det slut, for den radikale politiker genopstiller ikke til valget den 9. juni.

– Jeg er glad og lettet over, at elmarkedsreformen er i hus. Det er en god ting – og lidt specielt at se den gennemført, siger Morten Helveg Petersen, der i kort form på sociale medier vurderer, at reformen vil give mere grøn strøm, udvidelser af de europæiske elnet, styrket energisamarbejde på tværs af grænser, forudsigelighed og stabilitet for grønne investeringer og bedre forbrugerbeskyttelse i forhold til prisudsving på energi.

Kaffe med mange mennesker

Eller som Morten Helveg Petersen også skriver i en afskedssalut på X (tidligere Twitter):

EU's el-markedsreform er netop vedtaget med stort flertal! Vi fik en markedsbaseret reform, der sikrer investeringer og hastighed i Europas grønne omstilling. Mit arbejde som energipolitiker i Europa-Parlamentet slutter her’, fastslår Morten Helveg Petersen og tilføjer et grønt hjerte og et EU-flag.

Green Power Denmark: Vi skal jo spørge… hvad skal du lave nu?

– Jeg ved det ikke, men jeg drikker kaffe med en masse mennesker. Jeg vil gerne arbejde videre med energi, den grønne omstilling og europæisk regulering, men nu får vi se, siger Morten Helveg Petersen.

 

Nyheder direkte i din indbakke?