Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

INTERVIEW

Hun gør bilerne kloge

På tre år har Charlotte Blou Sand og True Energy gjort det muligt for ejere af elbiler at lade smart og grønt op og samtidig bruge de mange tusinde bilbatterier til at stabilisere elnettet.

Et mantra, der går igen og igen i den moderne elverden, er, at det er afgørende, hvornår man bruger strøm. Nogle gange også vigtigere, end hvor meget man bruger, selvom det sidste stadig kan give nogle energisparefolk kaffen galt i halsen.

For Charlotte Blou Sand er det med timingen blevet en levevej. Da hun leasede sin første elbil i 2016, en Renault Zoe, fandt den dengang 42-årige digitale passionist og mor til tre hurtigt ud af, at det både var dyrt at lade bilen op og nærmest umuligt at gøre det grønt og smart.

Start var nørdernes fest

I 2018 grundlagde hun derfor True Energy som elhandler med en ambition om at lave en app, hvor elbilister selv kunne definere deres individuelle præferencer. Det kan fx være, hvor meget strøm der skal være på batteriet kl. 8 om morgenen, og om bilen skal lade, når strømmen er billig eller grøn, hvilket ofte, men ikke altid er sammenfaldende.

Charlotte Blou Sand

CHARLOTTE BLOU SAND

  •  47 år, uddannet cand.merc.
  • Stifter og CEO i True Energy samt bestyrelsesmedlem i Intelligent Energi
  • Tidligere freelancer inden for digitale platforme og ejer af firma med udlejning af entreprenør-maskiner
  • Bor i Karlebo med sin mand og tre drenge på 12, 14 og 16 år
...

 Dengang var der et lille, men enormt engageret community af Tesla-ejere, der var vilde med tanken om at være med til at udvikle noget nyt. Dem brugte jeg meget i den første fase, og deres erfaringer og feed-back var uvurderlig, fortæller Charlotte Blou Sand under en tur i True Energys skriggrønne Tesla 3, der selv på afstand er svær at overse.

Privat kører hun i en tre år gammel elektrisk Jaguar, som hun var hurtig at slå kløerne i som den kun tredje i Danmark.

Overgangen til elbiler er en rejse med flere trin, og det tager tid at vænne og uddanne folk til at bruge alle de nye muligheder. Først er der selve bilen og det at lade den op derhjemme og ude. Det, vi laver med Smart Charge, er sidste trin på rejsen.
Charlotte Blou Sand,  CEO i True Energy

 Der var nok lidt nørdernes paradis over elbilsmiljøet i starten, men i dag er det helt andre og mere mainstream folk, der har elbiler. Det stiller større krav til, at løsningerne er lette at bruge, og derfor har vi også måttet droppe noget funktionalitet, fordi det var blevet for nørdet.

Da første version af appen var i luften og fornemmelsen af at have fat i noget, der kunne udvikle sig til noget stort, var groet fast i maven, valgte hendes mand at kvitte sit job og træde ind i virksomheden.

Han havde erfaring inden for mergers & acquisitions, og det førte blandt andet til, at ejendomsudvikleren NREP og de tre nordjyske energiselskaber RAH, GEV og Thy-Mors Energi i 2020 trådte til med kapital.

I dag er de dog allerede ude igen, for virksomheden blev i april solgt til den schweiziske koncern Landis+Gyr, der leverer løsninger og måleudstyr til energistyring og omsætter for 1,4 mia. dollar om året.

Tempo var vigtigt

Tilværelsen som selvstændig elhandler er også vekslet til en partnermodel, hvor adgangen til True Energys app sælges gennem ni danske handelsselskaber, bl.a. NRGi, Energi Fyn, SEF, Goenergi og Modstrøm. Derudover er der foreløbig fire partnere i Norge, hvor opladelige biler nærmest har udraderet fossile biler med hjælp fra en rundhåndet buket af statslige incitamenter.

VIDSTE DU AT…?

True Energys data viser, at cirka 50% af kunderne indstiller app’en til at lade elbilen op, når strømmen er billigst. De andre 50% lader bilen op, når andelen af vedvarende energi er størst.

...

 Vi vidste hurtigt, at vi ikke skulle sidde alene i en kælder og rode ret længe, men at vi skulle have investorer ind, så vi kunne få tempo på udviklingen og bl.a. slå os fast i Norge, der er længst fremme med elbiler. At Landis+Gyr var interesseret i at købe det hele så tidligt var ikke en del af planen, men det er et supergodt match.

 For os er det vigtigt, at de har en neutral rolle i forhold til vores partnere. Samtidig er det en global koncern, vi deler værdigrundlag med, idet vi alle arbejder for at understøtte den grønne omstilling. Endelig kan de sætte ressourcer bag vores udvikling. Vi skal ind på masser af nye markeder – potentielt set over hele verden – men selvfølgelig først i de lande, hvor der er mange elbiler, og hvor det er muligt at måle forbruget af strøm på timebasis med smarte elmålere, fortæller Charlotte Blou Sand, der har 10 medarbejdere på kontoret i Kokkedal, en udviklingsafdeling i Polen og folk til at kode i Indien.

True Energy

Hjælp til elnettet er vigtigt

For True Energy ligger de største kommercielle perspektiver imidlertid ikke i selve det at fordele opladningen af elbiler intelligent på hele døgnet. Det er til gengæld at bruge de mange tusinde bilbatterier til at stabilisere elnettet.

Jo flere vi kan få til at bruge vores platform, jo stærkere står vi, når vi byder ind på auktioner for at levere balanceydelser til elnettet. Det kommer til at være vores stærkeste vækstområde i de kommende år.
Charlotte Blou Sand,  CEO i True Energy

Det er en teknisk ydelse, som de fleste uden for elverdenen er lykkeligt uvidende om. Men det handler om at kunne levere lynhurtig frekvensregulering til de selskaber, der driver elnettet. Det er mere og mere efterspurgt i et grønt system, hvor det meste af strømmen produceres af vindmøller og solceller. Derfor kan True Energy tilbyde bilejerne penge for en ydelse, de knap nok kan mærke, at de leverer.

 Jo flere vi kan få til at bruge vores platform, jo stærkere står vi, når vi byder ind på auktioner for at levere balanceydelser til elnettet. Det kommer til at være vores stærkeste vækstområde i de kommende år, fortæller Charlotte Blou Sand, der af samme grund også er begyndt at interessere sig for at kunne styre vores vaskemaskiner, frysere og solceller.

True Energys app

Rejse i flere trin

Hun er på ingen måde overrasket over det nylige hop i salget af elektriske biler i Danmark. Her er andelen af alle nye biler på et års tid mere end fordoblet fra 15-20 procent til 40-45 procent, når man inkluderer plug-in-hybrider, der har en lille rækkevidde på el og derefter slår over på en sædvanlig benzinmotor.

Jeg er faktisk mere overrasket over, at det ikke går endnu hurtigere, når man selv ved, hvor mange gode ting, der er ved at køre på el. Jeg tror mange har ventet på, at deres foretrukne bilmærker som Audi og andre har fået nogle elektriske modeller på programmet, siger Charlotte Blou Sand.

 Overgangen til elbiler er en rejse med flere trin, og det tager tid at vænne og uddanne folk til at bruge alle de nye muligheder. Først er der selve bilen og det at lade den op derhjemme og ude. Det, vi laver med Smart Charge, er sidste trin på rejsen, hvor vi gerne vil hjælpe folk til at køre så grønt og billigt som muligt og udnytte elnettet, så vi ikke skal udbygge det mere end højst nødvendigt.

Økoæbler og jordomrejser

Charlotte Blou Sand

For 10 år siden købte hun og manden et nedlagt landbrug i Karlebo i Nordsjælland. Og stedet har i dag fået et officielt økologisk stempel – inklusive de æbler, hun lige har presset most af sammen med sine tre drenge i teenagealderen.

Hun er dog ikke bleg for at tage for sig af fristelserne i den store verden, når chancen byder sig – fx fem uger rundt i Australien, da børnene var mindre. Den slags tillader projektet i True Energy måske ikke igen lige med det første, men vinterlige udfoldelser på ski og snowboard er også populære.

Heldigvis arbejder vi jo helt naturligt digitalt og er vant til at arbejde med kolleger i andre lande. Derfor kan jeg sagtens tage computeren med og arbejde lidt undervejs, hvis det er nødvendigt.

FEM KRAV TIL ÆGTESMART CHARGE - IFØLGE TRUE ENERGY

For at gøre det nemmere for forbrugerne at forstå forskellige ambitionsniveauer af smart opladning, har True Energy for nylig givet sit bud på – og debatoplæg til - et ’økomærke’ for, hvornår opladning af elbiler er grøn og fremtidssikret. Alle fem punkter skal være opfyldt for at opnå den højeste bedømmelse:

  • Manuel ladning når strømmen er billigst eller mest klimavenlig: Indsigt i de variable elpriser og elproduktionens klimaindvirkning.
  • Planlagt ladning på et specifikt tidspunkt af døgnet uden hensyn til, hvad elprisen eller klima-indvirkningen reelt er på det pågældende tidspunkt.
  • Automatisk intelligent ladning på de tidspunkter, hvor strømmen enten er billigst eller har laveste klimaindvirkning.
  • Smart Grid-integreret ladning, så elbiler kan bruges som bl.a. buffer i elnettet mod betaling fra elselskaber og -producenter.
  • Elselskabs-fleksibel ladning og ladeløsninger, der kan anvendes uafhængigt af, hvilket elselskab en forbruger ønsker at bruge.
...

Artiklen er første gang bragt i Magasinet Energi.

Nyheder direkte i din indbakke?