Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Grøn omstilling

Juni bød på reneste strøm nogensinde

Flere vindmøller og solceller, gode vejrforhold og et CO2-kvotemarked, der langt om længe er begyndt at virke, gav en bemærkelsesværdig dansk elrekord.

Danmarks energisystem har undergået en grundlæggende forvandling i retning af vedvarende energi, og i juni blev der sat en bemærkelsesværdig rekord, der dokumenterer den nye virkelighed.

Her udledte elforbruget i gennemsnit 67 gram CO2 pr. kWh, og dermed var strømmen i de danske stikkontakter den grønneste, siden vi begyndte at producere el på det første kraftværk for 128 år siden ved hjælp af koks.

Den hidtidige bundrekord blev sat i juni 2017 med 89 gram CO2 pr. kWh.

CO2-indhold i dansk elforbrug
Kilde: Entso-E og Dansk Energis beregninger

Seniorøkonom i Dansk Energi Torsten Hasforth fortæller, at rekorden skyldes både den stadige omstilling af Danmarks energisystem, et CO2-kvotemarked, der endelig er begyndt at virke og gunstige vejrforhold for vind og sol.

- Det seneste års stærke stigning i CO2-kvoteprisen til over 25 euro pr. ton gør, at det sjældent kan betale sig at fyre med kul for alene at producere strøm. Samtidig var der både rigeligt med vind og masser af sol hos os selv og i Tyskland, siger Torsten Hasforth.

Torsdag indvier Vattenfall den nyeste danske havvindmøllepark Horns Rev 3, der med ét slag lægger 400 megawatt (MW) oven i den danske kapacitet fra havvind og øger den til 1,7 gigawatt. Senere følger Kriegers Flak, Thor og et antal kystnære parker – plus hvad de danske politikere måtte beslutte fremover.

Det gør, at Torsten Hasforth forventer at se flere måneder med meget lavt CO2-indhold i dansk el fremover. Samtidig står den nuværende årsrekord fra 2017 på 192 gram CO2 pr. kWh også snart for fald, vurderer han.

Nyheder direkte i din indbakke?