Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

ELNET TIL FREMTIDEN

Netselskab stiller skarpt på de mest nyttige af otte milliarder data

Konstant Net har 235.000 installationer med tilknyttede målinger og beregner herudfra data for 125.000 punkter i elnettet fra kabler, kabelskabe og transformere. De mange data skal gøres operationelle for at kunne gavne drift og planlægning af elnettet, fastslår innovation manager Poul Berthelsen.

Her er en transformerstation, og jeg kan se, at den er belastet med 166,6 procent, men hvorfor er den det?

Innovation manager Poul Berthelsen fra østjyske Konstant Net klikker rundt i netselskabets it-system, der rummer otte milliarder data. Det gør Konstant Net til et af de netselskaber i verden, der har flest data om, hvad der foregår i det lokale elnet.

166,6 procent er ét nøgletal i en enorm bunke data; et nøgletal, der kan give driftsfolk og planlæggere et vink med en vognstang om, at her er noget, de skal tage alvorligt.

Konstant Net har 235.000 fjernaflæste elmålere hos familier og virksomheder og beregner herudfra data for 125.000 punkter i elnettet fra kabler, kabelskabe og transformere. Data er opsamlet gennem de seneste fem år, og dermed har Konstant Net en nyttig tidsserie.

Vi har data fra samtlige steder i vores net, der omfatter 0,4 kV, 10/15 kV og 60 kV. Opgaven er at gøre it-systemerne operationelle og bruge data forskellige alt efter, hvilken opgave vi står for, fortæller Poul Berthelsen og klikker sig fra den hårdt belastede transformerstation og ned i elsystemet.

Under transformerstationen ligger en række kabelskabe, og nede under dem kunder med elforbrug og for nogles vedkommende produktion. Poul Berthelsen klikker sig ind mod en kunde, hvor han kan finde data for belastning og spænding for hvert enkelt af de tre faser.

Vi kan for eksempel se den maksimale og den minimale spænding for den enkelte kunde over det seneste døgn – og dermed se, om der er problemer med spændingen i forhold til det niveau, kunden har krav på, forklarer Poul Berthelsen.

Data om elnettet
Data viser, at en 100 kVA-transformer er belastet med 166,6 procent. Det går i en periode, men på længere sigt skal den udskiftes eller aflastes. Konstant Nets beregnede data viser også i detaljer, hvad der sker i punkter under den plagede transformer. Illustration: Konstant Net.

Elsystemet bliver vendt på hovedet

Traditionelt har der været og er der fokus på kundernes forbrugsdata. Altså hvor mange kilowatttimer du og jeg og virksomheder bruger. Disse timebaserede data er fortsat helt afgørende for en korrekt afregning af elforbruget via Energinets DataHub. 

Fremadrettet har netselskaberne imidlertid et stærkt stigende behov for at få styr på, hvad der foregår i deres net. Elsystemet er nemlig ved at blive vendt på hovedet, så strømmen i stedet for at løbe fra kraftværker på 400 kV-nettet og ned mod 0,4 kV-nettet, bevæger sig i mere komplicerede mønstre med rod i spændingsniveauer fra 0,4-60 kV.

Over halvdelen af den danske elproduktion bliver nu født ind på lav- eller mellemspændingsniveau. For 30-40 år siden var den andel tæt på nul.
...

Over halvdelen af den danske elproduktion bliver nu født ind på lav- eller mellemspændingsniveau. For 30-40 år siden var den andel tæt på nul. Læg dertil et stigende antal elforbrugende varmepumper og opladning af stadigt flere køretøjer – måske over to millioner inden for en overskuelig fremtid. Hvis alt det nye forbrug blindt lægges oven i det normale forbrug, kræver det ifølge analyser fra Dansk Energi milliardinvesteringer i transformerstationer og kabler.

Poul Berthelsen klikker hjemmevant rundt i it-systemet og finder et kabel, der deles mellem nogle rækkehuse i Østjylland. Hvis alle beboerne på cirka samme tid køber elbiler og vil lade op på cirka samme tid, vil kablet bliver udfordret, konstaterer han på baggrund af de tilgængelige data.

Vores næste skridt bliver at farve kablerne i it-systemet røde og grønne, så vi lettere kan se, hvilke kabler der kan blive udfordret, siger Poul Berthelsen og gentager sit mantra om, at data skal gøres operationelle – også for at blive klogere på, hvornår og hvordan elforbrug kan blive gjort fleksibelt, så milliardregningen som følge af elektrificeringen kan holdes nede.

Vigtigt for drift og projektering

Konstant Nets mange data, for eksempel under den 166,6 procent belastede transformerstation, kan i det daglige hjælpe driftsvagterne med at planlægge omkoblinger ved planlagt vedligehold. Data kan også hjælpe projekteringsafdelingen til med at planlægge vedligehold, så det bliver forebyggelsesbaseret i stedet for havaribaseret.

Den hårdt belastede transformerstation kan sagtens køre videre i en periode, men pludselig står den af, og alt i det pågældende område risikerer at gå i sort, indtil der bliver koblet om, og kunderne kan få strøm fra en anden transformerstation.

Med data kan vi planlægge vores investeringer i vedligehold og nyanskaffelser mere rationelt, fastslår Poul Berthelsen.

Med data kan vi planlægge vores investeringer i vedligehold og nyanskaffelser mere rationelt.
Poul Berthelsen, innovation manager, Konstant Net

Kend din belastning!

Konstant Net har arbejdet seriøst med aktivt brug af data i en årrække, og Poul Berthelsen, der er en skattet oplægsholder på internationale konferencer, er sikker på, at det er den vej verden går. Hvis andre netselskaber i ind- og udland vil bevæge sig i samme retning, handler det bl.a. om at være bevist om elnetselskabernes ændrede rolle og om, hvordan it-systemer spiller sammen, vurderer han.

Hidtil har vores brug af data været styret af at understøtte elhandlernes behov for afregning. Det er stadig vigtigt at levere data til DataHub’en, men vi netselskaber skal først og fremmest bygge og drive et net. Hvis vi skal gøre det effekt fremover – inklusive facilitering af fleksibelt elforbrug – er vi nødt til at kende belastningen af vores net i detaljer, fastslår Poul Berthelsen.

Han påpeger, at hvis netselskaberne læner sig op ad den europæiske ebiX-standard, som bl.a. beskriver elmarkedets måde at kommunikere på, så bliver man for låst.

Vi har i stedet valgt at anvende CIM-standarderne, der er målrettet til at understøtte netselskabernes behov. Jo mere, vi gør det, desto mindre sårbar bliver vil i forhold til opdateringer, siger Poul Berthelsen, der er med på, at opdateringer er nødvendige – men også, at de kan betyde, at ældre data forsvinder som dug for solen.

Stærkt teknisk setup

Konstant Net kombinerer mobiltelefoner, tablets og andre arbejdsstationer via et MDM-software, og i slutningen af 2020 har Konstant Net idriftsat online synkroniseringer mellem GIS, der angiver geografiske lokaliteter for selskabets mange ’assets’, og alle netselskabets øvrige data i it-systemet EnergyIP.

I flere år har vi arbejdet på at kombinere data fra GIS og EnergyIP. Det har været en kæmpe udfordring, men nu kan vi i realtid fortælle præcis, hvad belastningen er i det enkelte kabel, det enkelte kabelskab eller den enkelte transformer, påpeger Poul Berthelsen. 

Og igen: Der er vildt mange data, så Poul Berthelsen og hans kolleger beregner nøgletal - som de 166,6 procent - cirka hver uge med baggrund af det seneste års data på kvarterniveau.

Nøgletallene danner et simpelt grundlæggende overblik med 3-5 værdier pr. kabel, kabelskab og transformer. Under det har vi også det komplette billede til rådighed, hvor data er beregnet kvarter for kvarter for de mere dybdegående analyser, siger Poul Berthelsen. 

Flere data fra store kunder

Konstant Net har installeret 235.000 fjernaflæste målere hos deres øst- og midtjyske kunder, der får elektricitet fra 0,4 kV-nettet via knap 5.000 km kabler og 60.000 kabelskabe. For elnettet er nogle kunder mere nødvendige at holde øje med end andre.

95 procent af målerne er i huse og lejligheder, men de resterende 5 procent står rundt regnet for halvdelen af energimængden. Derfor har vi brug for endnu flere data fra industrier, elbil-ladestationer og andre kunder med meget elektronik. Her skal vi for eksempel også have styr på den reaktive effekt, siger Poul Berthelsen.

Og hvordan skal Konstant Net håndtere problemet med den 166,6 procent belastede transformer? Reelt er der tre forskellige muligheder:

  1. At skifte transformer til en større model.
  2. At omlægge nettet, så nogle installationer forsynes fra en anden transformer.
  3. At (ude i fremtiden) spørge en aggregator, om det gennem aftaler med kunder for eksempel med batterier kan afhjælpe problemet.

Nyheder direkte i din indbakke?