Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

TARIFFER

Nordvestjysk energikoncern giver atter rabat på nettarifferne

Trods væsentlig ringere regnskab i 2020 end i 2019 fortsætter Jysk Energi med at udlodde lavere nettariffer via netselskabet NOE Net. Energikoncernens kommercielle aktiviteter støtter dermed udviklingen af lokalsamfundet via sit monopolselskab.

’God idé med tarifnedsættelse. Den fortjener en rigtig god pressedækning’.

Sådan lød det mand aften i en chatbesked fra Ove Jensen, der sammen med de andre medlemmer af repræsentantskabet i Jysk Energi – samlet på et virtuelt møde – var enige om igen i 2021 at give rabat på de tariffer, koncernens ejere og netkunder betaler til elnetselskabet NOE Net.

Bestyrelsesformand Anton Bro fra Jysk Energi forventer, at 2020-regnskabet bliver ’væsentligt ringere’ end i 2019, men alligevel ønsker han, bestyrelsen og altså også repræsentantskabet at understøtte lokalsamfundet via bl.a. lavere tariffer, sponsorpulje og investeringer i fibernet.

– Egenkapitalen skal ikke vokse mere, sagde Anton Bro, da han fremlagde forslaget om i lighed med 2020 at give rabat på 25 mio. kr. på tarifferne og afsætte godt en million kroner til fortsættelse af sponsorpuljen.

Jysk Energi tjener penge på salg af vindmøllestrøm, salg af energi bl.a. til en fjerdedel af de danske kommuner og andre kommercielle aktiviteter. En del af overskuddet kanaliseres ’ned’ i netselskabet, der dermed kan sænke tarifferne for de cirka 30.000 netkunder i Holstebro-Lemvig-Struer-området. Ikke mindst det lokale erhvervsliv kan i disse corona-tider få glæde og gavn af den billigere elektricitet.

Og apropos corona: Adm. direktør Lars Naur fra Jysk Energi kan konstatere, at koncernen forretningsmæssigt næsten er uberørt af situationen. Behovet for energi og elnet ligger temmelig konstant, mens der er observeret en øget efterspørgsel efter hurtige internetforbindelser, så folk kan være på nettet hjemmefra.

– Vores værdipapirer og investereringer, der var virkelig hårdt ramt i marts, har fuldstændig rettet sig, så vi i dag har et lille plus. Alt i alt bliver det et anderledes år, men set med Jysk Energis briller, kunne det have været værre, fastslog Lars Naur på det virtuelle møde.

For at gøre sig mere robust i forhold til udsving i værdipapirer vil Jysk Energi fortsætte ud af en vej, der giver et afkast, der er uafhængig af de finansielle markeder. Indtil videre har koncernen investeret i en vindmøllepark i Nissum Bredning, en gård ved Høvsøre, bredbåndsselskabet FastSpeed samt Danish Bio Commodities, der er stiftet sammen med Vestjyllands Andel og Langfristet Erhvervsfinansiering.

Jysk Energi har som andelsselskab været ejet af lokalsamfundet siden 1913. Koncernen har fokus på god selskabsledelse og har sat flueben ved alle Dansk Energis anbefalinger:

– Det har været ret nemt for os, da vi i mange år har haft et princip om åbenhed, værdiskabelse og transparens, påpeger Lars Naur.

Nyheder direkte i din indbakke?