Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

ELNET TIL FREMTIDEN

Ny tarifmodel går mod differentiering og betaling for effekt

Dansk Energi, Energinet og en række interessenter mødtes i sidste uge for at tale om fremtidens betaling for transport af strøm.

Dansk Energi og Energinet samlede i sidste uge interessenter til en snak om branchens foreløbige tanker om, hvordan fremtidens betaling for transport af strøm i elnettet skal skrues sammen.

Målet er en model, som opmuntrer til en mere fleksibel adfærd end hidtil. De rigtige incitamenter kan gøre, at kunderne placerer nyt elforbrug til blandt andet elbiler og varmepumper uden om de tidsrum, hvor nettet er mest belastet, og dermed kan  elektrificeringen af Danmark gennemføres med færrest mulige investeringer.

Vi tænker os rigtig godt om, inden vi ændrer betalingen for 3,3 millioner danske el-kunder, og meget kan endnu nå at blive ændret blandt andet efter input fra brugerne af elnettet. Men vi hælder til en kraftig tidsdifferentiering, der gør det billigt at bruge strøm og oplade en elbil om natten. For større kunder for eksempel i industrien kigger vi på en fast betaling i forhold til den effekt, de har brug for, siger Anders Stouge, viceadm. direktør i Dansk Energi.

Energinet, der har ansvaret for det overordnede transmissionsnet, overvejer også at indføre såvel tidsdifferentiering som en betaling for den ønskede effekt for de helt store kunder. En anden mulighed, der dog først kræver en lovændring, er at tarifere netselskaberne i stedet for slutkunderne, og lade netselskaberne stille slutkunderne en samlet pris.

– Den grønne omstilling betyder, at vi også har brug for at genbesøge vores tarifmodel. Vi kigger på hvordan vi bedst muligt kan give prissignaler, der sikrer at vi ikke skal udbygge nettet mere end højst nødvendigt, siger Signe Horn Rosted, områdeleder for Forretning og Elmarked i Energinet.

Både transmissionsnettet og distributionsnettet, der varetages af omkring 40 danske elnetselskaber, er regulerede monopoler, hvor betalingen for at bruge nettene skal afspejle de omkostninger, de forskellige brugergrupper hver især giver anledning til.

De cirka 50 fremmødte på interessentmødet tog generelt godt imod de foreløbige tanker og opfordrede samtidig til at analysere alle konsekvenser grundigt, inden der gennemføres store ændringer.

Tidsplanen er at færdigudvikle et nyt tarifdesign i løbet af 2020 og anmelde det til Forsyningstilsynet, så det kan få virkning fra 2022. En joker for arbejdet er dog en tværministeriel analyse af tarifferne, som skulle være kommet før jul, men som endnu ikke foreligger. Denne analyse kan pege på ændringer i rammerne for tariferingen. Indtil videre arbejder Dansk Energi og Energinet dog videre:  

Dansk Energi, netvirksomhederne og Energinet har arbejdet sammen om at harmonisere principper og kundekategorier i tarifdesignet, så det sikres at de fremtidige tariffer hænger sammen, både hvad angår det prissignal, der sendes til forbrugerne, men også ift. at forenkle implementeringen af de nye tariffer mest muligt, siger Signe Horn Rosted.

– Det udspil vi kommer med nu er ikke altings ende, men vi laver et godt grundlæggende design, som vil være et klart skridt fremad. Verden forandrer sig dog løbende og der er hele tiden nye spørgsmål. Vi skal for eksempel til at finde ud af, hvordan nye typer af kunder som bl.a. energifællesskaber skal betale for deres brug af elnettet, siger Anders Stouge.

Nyheder direkte i din indbakke?