NIS 2

Nye regler om cybersikkerhed forsinkes

Arbejdet med at implementere nye EU-regler, der skal højne cybersikkerhedsniveauet og styrke kritiske virksomheders og myndigheders modstandsdygtighed, må udskydes til efteråret. Det er ærgerligt, men sikrer omvendt muligheden for en gennemarbejdet implementering, noterer Green Power Denmark.

Sikker Energi

Illustration: Rasmus Juul

Arbejdet med at implementere EU’s direktiver om cybersikkerhed (NIS 2-direktivet) og modstandsdygtighed (CER-direktivet) i dansk lovgivning er forsinket, oplyser Forsvarsministeriet.

Lovforslagene skulle ifølge planen fremsættes for Folketinget i første kvartal 2024, men ”på grund af lovarbejdets kompleksitet og omfang” har det været nødvendigt at udskyde fremsættelsen til næste folketingssamling i oktober 2024. Dermed kommer Danmark til at overskride EU’s implementeringsfrist, der udløber den 17. oktober 2024.

– Det lovforberedende arbejde har taget længere tid end forventet. Det kan jeg kun beklage. Jeg ved, at virksomheder og myndigheder lægger et stort arbejde i at blive klar til at arbejde efter de nye regler. For stadig at give erhvervsliv og myndigheder de bedste muligheder for at forberede sig på de kommende regler, arbejder Forsvarsministeriet på at sende lovforslagene i offentlig høring så hurtigt som muligt. Jeg lægger også stor vægt på, at der sker en tæt interessentinddragelse under den offentlige høring, udtaler forsvarsminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

Green Power Denmark er ærgerlige over forsinkelsen, men hæfter sig mest ved muligheden for at få en gennemarbejdet dansk implementering af de nye regler, der har til formål at skabe et højere og mere ensartet cybersikkerhedsniveau på tværs af EU (NIS 2) samt styrke kritiske virksomheders og myndigheders modstandsdygtighed (CER).

– Forsinkelsen er ærgerlig, men det giver os en bedre mulighed for at få gjort hjemmearbejdet grundigt og få en god implementering af direktiverne. Vi har arbejdet med cybersikkerhed i mange år, så det er ikke et enkelt lovforslag, der gør den store forskel i det daglige arbejde. For os er det vigtigst, at implementeringen bliver gennemarbejdet snarere end forhastet, og vi er i god dialog med vores sektormyndighed, Energistyrelsen, siger teknologidirektør Jørgen S Christensen fra Green Power Denmark.

Forsinkelsen betyder, at fristen for, hvornår erhvervsliv og myndigheder skal følge de nye EU-regler, udskydes til lovforslagene er færdigbehandlede i Folketinget og trådt i kraft. Det sker ifølge Forsvarsministeriet forventeligt i slutningen af 2024.

Sikker Energi
SIKKER ENERGI

Sammen står vi stærkere. Derfor er der behov for en platform, hvor myndigheder og erhvervsliv sammen kan vidensdele og koordinere...

Nyheder direkte i din indbakke?