Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

God selskabsledelse

Omverdenen forventer orden i penalhuset

Forbrugerejede forsyningskoncerner har nået den første store milepæl med god selskabsledelse, men arbejdet fortsætter ufortrødent, og det er også nødvendigt. Ejere og omverdenen forventer en stadigt højere standard, lyder det fra branchens EjerForbrugerforum.

Bestyrelsesmedlemmer og andre topfolk i energibranchen kan roligt vænne sig til temaet om god selskabsledelse og forventninger om gennemsigtighed og orden i sagerne.

Sådan lød det onsdag, da branchens folkelige og værdipolitiske organ EjerForbrugerforum lagde den første samlede brancherapport frem med status på 15 anbefalinger om blandt andet værdiskabelse, bestyrelsesforhold og aktivt ejerskab.

Nuværende energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), der fik overrakt anbefalingerne for halvandet år siden, var forhindret i at være med på grund af det forestående folketingsvalg, men tidligere energiminister Martin Lidegaard (R) kvitterede i hans fravær for arbejdet indtil nu.

Jeres branche har en helt vanvittig spændende fremtid foran sig med blandt andet en million grønne biler i 2030 og en hel masse vedvarende energi, som folk vil opføre uden at få en krone i støtte. Men der er også store forventninger til, at I kan gøre tingene mulige i praksis på en god og ordentlig måde, sagde Martin Lidegaard og nævnte blandt andet elnettets nye rolle som krumtap i den grønne omstilling.

God selskabsledelse i forbrugerejede forsyningskoncerner - Brancherapport for regnskabsåret 2018
Politikpapir

Denne rapport er den første samlede brancheopsamling på arbejdet med god selskabsledelse i forbrugerejede forsyningskoncerner. Rapporten viser, hvor mange selskaber, der følger de enkelte anbefalinger, og indeholder...

Udgivet
2019

Politisk kommentator Michael Kristiansen mener, at barren for alle virksomheder, hvad enten de er børsnoterede, fondsejede eller som i energibranchen overvejende ejet af forbrugerne, er løftet gevaldigt, og at det kræver en ekstra indsats at nyde omverdenens tillid.

I kigger ind i en virkelighed, hvor det med god selskabsledelse og fokus på bestyrelseskompetencer kommer bragende, og kravene vil kun blive skærpet fremover, sagde han og tilføjede:

En sag som Danske Banks hvidvaskskandale kan man næsten ikke undervurdere med hensyn til konsekvenserne for alle i erhvervslivet. Selvom det er værst for finanssektoren, smitter det af på alle, og der er bare tabt noget generel legitimitet og noget omdømme på den konto, sagde Michael Kristiansen.

Klima buldrer frem

Både Martin Lidegaard og Michael Kristiansen hæftede sig ved, at der lige nu sker noget nær et jordskred i den måde befolkningen – og derfor også politikerne – ser på klimaspørgsmålet.

Jeg forventer, at der kommer til at ske store ting på klimaområdet kort efter valget. Det er ret markant, hvad vi politikere bliver mødt med for eksempel ude på gymnasierne. De partier, der ikke kan redegøre klart for, hvordan de vil løse det her, kommer i store problemer, sagde Martin Lidegaard.

Formandskabet i EjerForbrugerforum, der udgøres af bestyrelsesformændene Søren Thorsager, Jens Stenbæk og Eva Ryberg fra henholdsvis Energi Fyn, SEAS-NVE og NRGi, er da også helt indstillet på, at arbejdet med at forene folkelighed med professionalisme i forvaltningen af sektorens arv og værdier fortsætter med uformindsket styrke.

Vi står på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt som forbrugerejet sektor, for energipolitik er gået hen og er blevet storpolitik. Vores opgave er nu at fortsætte med at gøre vores aktiviteter lettere og mere transparente at engagere sig i for vores ejere. Vi skal tilfredsstille de mange og ikke kun de få, og heldigvis er der mange ting, der spiller vores vej i øjeblikket med fokus på fællesskab, deleøkonomi osv., sagde Søren Thorsager.

Idéer & refleksioner om aktivt ejerskab. Inspiration til bestyrelser i energibranchen
Politikpapir

I dette katalog præsenteres en række idéer og tanker, som kan styrke dialogen og forståelsen af, hvad aktivt ejerskab er – og hvad det kan blive. Målet er at give inspiration til bestyrelser i energibranchen.

Udgivet
2019

Nyheder direkte i din indbakke?