Sådan fik Danmark verdens første klimamål

I forsommeren for 30 år siden begyndte den danske energibranche og det danske samfund at vænne sig til en ny realitet: Klimapolitik.

En forårskåd energiminister, Jens Bilgrav-Nielsen (R), fremlagde kl. 10 den 4. april 1990 på vegne af KVR-regeringen ’Energi 2000’ for pressen. Forsiden af denne energihandlingsplan var prydet af blomstrende kirsebærtræer.

– Vi ville gerne slå en lyrisk tone og vise, at der skete noget nyt, siger 83-årige Jens Bilgrav-Nielsen over telefonen.

Her 30 år efter ’Energi 2000’ har Danmark reduceret sine udledninger af CO2 og andre drivhusgasser med ca. 35 procent blandt andet takket være vindenergi og miljøvenlige kraftvarmeværker. Efter klimavalget i 2019 stiler et stort set enigt Folketing efter at tage de næste 35 procent i løbet af blot ti år. Målet er en reduktion på 70 procent frem til 2030.

Den 4. april 1990 var ministeren spændt og en smule nervøs, for ligeledes klokken præcis 10.00 havde Socialdemokratiet gruppemøde. Den socialdemokratiske energiordfører Poul Nielson  var orienteret om indholdet i ’Energi 2000’, men det ledende oppositionsparti havde ikke nikket ’ja’ til planen, der skulle debatteres i Folketinget senere i april.

Ministeren lagde poetisk ud med at citere den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson:

”Jeg vælger mig april
i den det gamle falder
i den det ny får fæste
det volder lidt rabalder
dog fred er ej det bedste
men at man noget vil”

Det viste sig, at også Socialdemokraterne ville ’noget’ i april 1990.

Ti minutter inde i pressemødet kunne en embedsmand nemlig diskret lægge en seddel foran Jens Bilgrav-Nielsen. Der var ok fra Nielson og Socialdemokratiet, og som det første land i verden fik Danmark dermed – med bred opbakning i Folketinget – et klimamål: CO2-udledningen fra energisektoren skulle reduceres med en femtedel frem til 2005.

Inspiration fra Brundtland-rapporten

Fra sit hjem i Nørup lidt uden for Vejle peger Jens Bilgrav-Nielsen på Brundtland-rapporten ’Vores Fælles Fremtid’ fra august 1987 som den vigtigste inspirationskilde for ’Energi 2000’.

Under ledelse af den norske statsminister Gro Harlem Brundtland udgav en FN-kommission ’Vores Fælles Fremtid’ om en verden, der skulle være præget af bæredygtighed – miljømæssigt, økonomisk og socialt.

Brundtland-rapporten skrev om forarmet natur, faren forbundet med atomkrig, befolkningsvækst, megabyer og fattigdom i udviklingslande og andre kritiske emner. Klimatruslen blev nævnt i afsnittet om energi. Med input bl.a. fra en klimakonference arrangeret af meteorologernes verdensorganisation, WMO, i 1985, blev advarselslamperne tændt.

I juni 1988 fastslog NASA-forskeren James Hansen overfor den amerikanske Kongres, at klimaforandringerne i den grad var kommet for at blive. Få dage efter Hansens opråb mødtes over 300 forskere og embedsmænd fra hele verden i Toronto, og også deres anbefalinger var klare: Reducer udledningen af klimagasser.

Klimapolitik var pionerarbejde

I april 1990 var det ikke desto mindre pionerarbejde at føre klimapolitik. Teorien om menneskeskabte klimaforandringer var – trods Brundtland-rapporten – ikke alment kendt. I dag kan politikerne bygge deres politik på baggrund af talrige videnskabelige rapporter fra FN’s klimapanel (IPCC), der udgav sin første statusopgørelse i 1991.

Også danske forskere og politikere var for 30-35 år siden i stigende grad ved at blive opmærksomme på, at klimaforandringer var tema, der skulle tages alvorligt. Den daværende direktør for Forskningscenter Risø, Hans Bjerrum Møller, var en af dem.

– I 1980’erne var der fokus på luftforurening og sur regn, men i et notat til Energiministeriets departement skrev Bjerrum Møller, at vi står overfor et problem, der er langt større; nemlig CO2, fortæller Flemming G. Nielsen, der i de år bl.a. var ministersekretær for energiministrene Svend Erik Hovmand (V) og Jens Bilgrav-Nielsen.

Med Brundtland-rapporten blev brugen af fossile brændsler kædet sammen med en forøget drivhuseffekt på en forståelig måde. ’Klima’ begyndte for alvor at blive en sag for bl.a. miljøbevægelser og græsrodsorganisationer.

Også de danske kraftværker læste selvfølgelig med. ELSAM, der repræsenterede de jysk-fynske kraftværker, nævnte i sin ’Udbygningsplan 1987’ CO2 som en af miljøbelastningerne fra sin el- og varmeproduktion og angav et meget præcist tal for udledningen i 1986: 14.922.000 tons.

– Brundtland-rapporten gav os et fælles udgangspunkt og det perspektiv, at kloden er udfordret, og at farerne ligger alle steder, siger Paul-Frederik Bach, der i slutningen af 1980’erne var en del af ELSAM’s ledelse.

En del af regeringsgrundlaget

Under regeringsforhandlinger i 1988 havde De Radikale overfor statsminister Poul Schlüter (K) insisteret på, at der skulle handles på baggrund af Brundtland-rapporten, der var på manges læber de år. Poul Schlüter accepterede vilkåret, og ambitionen om en energihandlingsplan blev skrevet ind i regeringsgrundlaget mellem Konservative, Venstre og De Radikale.

– Vi fik udarbejdet et seriøst og omfattende regeringsgrundlag bl.a. fordi Marianne Jelved (R), der var nyvalgt, insisterede. Når først man er i regering, bliver det nærmest betragtet som illoyalt at stille krav, så derfor var det vigtigt at få slået fast, at der skulle handles på baggrund af Brundtland-rapporten, husker Jens Bilgrav-Nielsen.

– Fundamentet for vores arbejde var solidt og politisk dækket af med regeringsgrundlaget og af Schlüter personligt, siger Jens Bilgrav-Nielsen med udtalt respekt for sin tidligere chef, der beskyttede ’Energi 2000’ mod kritik bl.a. fra partifæller og Venstre-ministre.

Da ministerholdet blev sat i juni 1988, kunne De Radikale sætte sig på fem poster; herunder miljø (Lone Dybkjær) og energi (Jens Bilgrav-Nielsen).

– Vi kastede et varmt blik til hinanden, Lone og jeg, fortæller Jens Bilgrav-Nielsen og fastslår, at det var utrolig vigtigt at få etableret et samarbejde mellem miljø og energi.

– Ellers kunne vi komme i vanskeligheder. Nogle af de andre ministerier var mildest talt modvillige, siger Jens Bilgrav-Nielsen, der derfor vidste, at det var vigtigt at sandsynliggøre i planen, at landet fortsat kunne have økonomisk vækst.

Arbejdet med en energihandlingsplan blev sat i gang under ledelse af kontorchef Helge Ørsted Pedersen i Energistyrelsen.

– Vi fik at vide, at planen skulle være færdig inden for et år, fortæller Helge Ørsted Pedersen, der hurtigt fik sammensat et hold omkring sig blandt andet med ekspertise fra 1980’ernes varmeplanlægning rundt om i Danmark.

På det tidspunkt lå samfundets energimæssige analysekraft primært ude i energisektoren – hos ELSAM i Jylland-Fyn-området og hos Elkraft og dets ejere øst for Storebælt – så for energiministeren handlede det også om at ’få indstillet Energiministeriet til at være den forberedende og udførende kraft’.

–  Det slog gnister, erkender Jens Bilgrav-Nielsen, der havde travlt. Ingen ved, hvor længe en regering sidder.

Vilde diskussioner på Store Kro

Repræsentanter for energibranchen, der var vant til at bestemme, hvor kraftværket skulle stå, blev sammen med universitetsfolk og grønne organisationer inviteret til workshop på Store Kro i Fredensborg. Jens Bilgrav-Nielsen insisterede på at få de grønne med.

Meningen var, at de forskellige parter i bedste højskoleånd skulle sættes til at tale sammen. Det var nyt og en forsmag på senere ministres brede involvering med konferencer, høringer, energy camps- og senest klimapartnerskaber.

Og der var nok at diskutere på Store Kro. Skulle der satses på ’clean coal’ eller vedvarende energi? Naturgas på centrale værker eller decentrale kraftvarmeværker? Energibesparelser? Vindmøller?

Her 30 år senere hæfter Jens Bilgrav-Nielsen sig især ved, at debatterne var med til at kvalificere ’de grønne’.

– Det øgede deres krav til seriøsitet. De lærte, at de ikke bare kunne spille på brede strenge, og det var afgørende på længere sigt, siger Jens Bilgrav-Nielsen, der var afhængig af alliancepartnere, hvis den grønne omstilling skulle flyve op gennem 1990’erne og videre frem.

Kraftværker fra olie til kul

Og fronterne var skarpe. Alle de danske kraftværker fyrede med olie, da det første af to olieprischok satte ind i 1973/74, men de blev relativt hurtigt omstillet til kul af hensyn til forsyningssikkerhed og økonomi. ELSAM så atomkraft som et indlysende svar på en del af udfordringen, men efter pres fra miljøbevægelser og andre blev det et ’nej tak’ fra Folketinget i 1985.

Da atomkraft-debatten blev lukket, kom der i stedet fokus på svovl, kvælstoftilte og CO2.

– Vi oplevede, at den modstand, vi var vant til, flyttede sig, husker Paul-Frederik Bach.

I marts 1990 havde ELSAM endvidere fået ’nej tak’ fra Energistyrelsen til et kulfyret anlæg på Skærbækværket. Fra statslig side var der forhåbninger til, at elforbruget fremover kunne håndteres med energieffektiviseringer, decentrale kraftvarmeværker og de vindmøller, som andre betegnede som roterende vanvid.

ELSAM, Elkraft og Danske Elværkers Forening (nu Dansk Energi) var svært skuffede og vrede over afvisningen af planerne for Skærbækværket, og de gav ’Energi 2000’ en hård start. For eksempel beskyldte ELSAM’s formand Poul Grønborg Christensen folketingsflertallet for manglende realitetssans. Han satte også spørgsmålstegn ved, om det var muligt at opretholde forsyningssikkerheden.

Naturgasprojekt i økonomisk uføre

Udover ønsket om at føre klimapolitik havde staten også en anden og økonomisk tung dagsorden. I 1984 var naturgassen fra den danske del af Nordsøen gået i land, hvor den mødte Dansk Olie og Naturgas (transmission) og fem regionale naturgasselskaber (distribution). Gasprojektet var sat i gang på baggrund af de to olieprischok i 1970’erne. Danmarks forsyningssikkerhed skulle styrkes med indenlandske brændsler, men oliepriserne faldt, og gaspriserne faldt med.

I 1990 trængte naturgasprojektet til en økonomisk håndsrækning, men staten var ikke meget for at skyde flere penge i Dansk Olie og Naturgas. Kommunernes vilje til at fyre flere milliarder kroner ind i deres fem gasselskaber var også minimal.

København, Århus og de andre store byer ville ikke have naturgas og dermed dyrere fjernvarme. De ville beholde deres billige kul, hvilket de fik lov til i nogle år frem.

Derfor indgik et flertal i Folketinget den 20. marts 1990 en aftale om den fremtidige el-udbygning, så der kunne sikres en større afsætning af gassen:  

Løsningen i 1990 blev at tvinge en række mellemstore kul- eller naturgasfyrede fjernvarmeværker til at tage den ekstra gas og ombygge deres anlæg, så de også kunne producere elektricitet. Derudover skulle der også etableres en række mindre naturgasfyrede kraftvarmeværker.

Tanken var, at satsningen kunne skabe jobs, hjælpe naturgasprojektet og mindske Danmarks CO2-udledning.

– Men det var rimelig barsk, og omstillingen gik rimelig trægt, for det viste sig at der ikke var brugerøkonomiske fordele, erindrer Flemming G. Nielsen.

Omstilling koster penge

Sammen med forskning, udvikling og demonstration af nye energiteknologier blev energibesparelser, kraftvarme og vedvarende energi nogle af overskrifterne i ’Energi 2000’.

Men ELSAM, Elkraft og Danske Elværkers Forening var stærkt kritiske overfor beregningerne bag ’Energi 2000’, hvor omkostninger og indtægter balancerede nogenlunde. Bedre blev det ikke, at der var en regnefejl på 30 mia. kr. i et baggrundsnotat, der blev overdraget fra ministeren til Folketinget. I notatet stod der, at der var udgifter på 30 mia. kr. og indtægter på 60 mia. kr. Regnefejlen blev rettet, men striden om tallene fortsatte.

– Det blev hævdet, at ’Energi 2000’ ikke kostede noget. Med regnefejlen endte regnestykket i nul, men i dag ved vi, at den grønne omstilling koster penge, siger Paul-Frederik Bach fra det hedengangne ELSAM, der dengang regnede videre på forudsætningerne og var klar til at fortsætte kritikken.

Analysen var, at klima og hensyn til gasprojektet blev blandet sammen på uskøn vis.

– Hvis der havde været tale om et rent CO2-mål, var gasprojektet blevet kvalt i fødslen. Det måtte ikke rigtig hedde sig, så tingene blev kaldt noget andet, end det var, siger Paul-Frederik Bach.

Da ELSAM blev en medspiller

Imidlertid skete der det usædvanlige, at ELSAM i sommeren 1991 indgik en aftale med energiordfører Poul Nielson fra Socialdemokratiet om energieffektivisering, decentral kraftvarme, vindmøller – og to nye kraftværker: Skærbækværket på naturgas (i drift 1997) og Nordjyllandsværket på kul (i drift 1998).

Aftalen, der blev lavet uden om industri- og energiminister Anne Birgitte Lundholt (K), der havde overtaget energiområdet fra Jens Bilgrav-Nielsen i slutningen af 1990, gav nogen debat internt i Socialdemokratiet. Et nyt kulfyret kraftværk var svært at sluge, men Nielson fik sine partifæller med på ideen. Og det endte med, at regeringen måtte føre aftalen ud i livet.

– Dermed holdt vi inde med kritikken af ’Energi 2000’. Vi fik vi gjort en generation af kraftværker færdig, og det er den, der har været med til at skabe balance i elnettet frem til i dag. Inden 2030 vil de fleste være skrottet, og det er lidt uklart, hvad der kommer i stedet, siger Paul-Frederik Bach.

’Denne aftale omvendte ELSAM fra at være den skarpeste kritiker af Energi 2000 til at være en medspiller’, konstaterer Poul Nielson i sin erindringsbog.

Elbranchens deltagelse i Danmarks klimapolitik var beseglet.