Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

FORBRUGERE

Selv klimabevidste forbrugere ved forsvindende lidt om energi

Hvor meget el og varme bruger du? Hvordan fungerer energimarkederne? Hvis du kan svare på disse spørgsmål, er du én blandt få, viser ny undersøgelse af ’Den danske energiforbruger’.

Klimakrisen trænger sig på, men de fleste danskere aner ikke, hvor meget strøm de bruger. Det viser en ny undersøgelse af ’Den danske energiforbruger’.

– 66 procent af de mest engagerede ved ikke, hvor meget elektricitet, de bruger. Hallo! Vi står overfor alvorlige klimaproblemer, så når selv de allerbedste grønne forbrugere ved meget lidt om deres energiforbrug, er det begrænset, hvor meget de kan trække, mener folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der var en af fire deltagere i en paneldebat om nutidens og fremtidens energikunder på Energiens Topmøde, torsdag.

Vi står overfor alvorlige klimaproblemer, så når selv de allerbedste grønne forbrugere ved meget lidt om deres energiforbrug, er det begrænset, hvor meget de kan trække.
Pernille Rosenkrantz-Theil (S), folketingsmedlem

Hendes konklusion er, at den grønne forbruger måske nok kan bidrage til den grønne omstilling, men der skal meget mere til for at dæmpe klimakrisen. Derfor er det ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil nødvendigt at aktivere ’fællesskabets stærke muskler’ – altså at træffe politiske beslutninger for eksempel om havmølleparker, el-infrastruktur og skovrejsning.

– Vi har travlt, men der kommer til at gå 70 år, hvis vi skal tro på de individuelle valg, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Vilje uden den store viden

Undersøgelsen af energiforbrugerne viser, at mange danskere har en vilje til at bidrage til omstillingen af energisystemet. Andelen af de mest klimabevidste forbrugere udgør imidlertid mindre end halvdelen, og selv denne gruppe af danskere ved forholdsvis lidt både om egne energiregninger og om energimarkederne.

– Der skal ikke ret meget kompleksitet til, før store grupper står af, konstaterer adm. direktør Lars Aagaard fra Dansk Energi, der ser digitalisering, brug af data og nye forretningsmodeller som nogle af de midler, der kan hæve videns- og aktivitetsniveauet på elmarkedet.

For at få gennemført den grønne omstilling bør politikerne blandet andet sørge for, at energiafgifterne indrettes, så ’det moralsk bedste også er det økonomisk bedste’. Derudover efterlyser Lars Aagaard politisk mod til at forbyde noget af det, man ikke vil have. Nogle produkter er bare ikke gode nok, mener han og nævner osende knallerter og benzindrevne plæneklippere.

Seks typer energikunder

’Den danske energiforbruger’ er kortlagt af Marketminds for Energifonden. På www.energifonden.net er det muligt at dykke ned i de seks typer, der er identificeret: Den pro-grønne forbruger (32% af danskerne), den bekvemmelige (30%), den nøjsomme (14%), skeptikeren (12%), klimaforkæmperen (7%) og tech-entusiasten (5%).

På Energiens Topmøde kunne de mange hundrede deltagere selv tage en test, og resultatet viste, at forsamlingen var grønnere end danskerne generelt. Testen viste, at 41% af topmødedeltagerne er pro-grønne og 30% klimaforkæmpere.

Energiens Topmøde

En energiforbruger er ikke bare en energiforbruger. De danske energiforbrugere kan opdeles i seks forskellige typer afslører ny analyse...

Ifølge kommunikatør Christine Feldthaus, der er medlem af Energifondens bestyrelse og en kendt type, skal energiselskaberne forstå, at deres kunder befinder sig i andre virkeligheder. Det vil derfor være klogt at prøve at forstå forskellene på kunderne, inden der kommunikeres, ligesom energiselskaberne skal sætte sig ind i, hvad de forskellige energityper tænder på:

Nogle skal have viden om de grønneste valg, andre skal have smart teknologi, og andre igen skal have et godt tilbud eller information om, at strømmen er dansk.

– Det er nødvendigt at forstå kundernes motiver, når I kommunikerer, og I skal hjælpe folk til at forstå hvilken type, de er, lyder to af de gode råd fra Christine Feldthaus.

Hun er i øvrigt langt fra imponeret over, hvordan hendes energiselskaber henvender sig – i det omfang de gør det – til hende som el- og varmekunde. Eksempelvis er hendes elregning decideret ’usexet’, begræder hun.

Christine Feldthaus på Energiens Topmøde 2019
Ifølge kommunikatør Christine Feldthaus, der er medlem af Energifondens bestyrelse og en kendt type, skal energiselskaberne forstå, at deres kunder befinder sig i andre virkeligheder. Foto: Jeppe Carlsen

Tegn på segmentering

En hurtig søgning på www.elpris.dk viser, at det i øjeblikket er muligt at vælge mellem 140 elprodukter, hvoraf halvdelen er registreret som klimavalg. De fleste produkter henvender sig bredt, men der er tegn på segmentering.

For eksempel retter Trueenergy sig primært mod ejere af elbiler, mens Barry forsøger at ramme klimaforkæmpere og tech-entusiaster. Barry har udviklet en app, hvor alle elkunder i Danmark kan få information om, hvor stor en andel vedvarende energi, der aktuelt er i elsystemet (fredag kl. 12.00: 76%, red.).

Adm. direktør Martin Romvig fra Eniig mener, at undersøgelsen af de danske energiforbrugere viser, at energiselskaberne skal blive bedre til at sætte sig ind i, hvad de enkelte kunder vil.

– Vores budskaber skal give mening uanset hvilke gruppe, vi henvender os til, siger Martin Romvig, der advarer mod løftede pegefingre, for de vil prompte føre til modreaktioner. Hans budskab fra energibranchen til det politiske system er, at de skal fastsætte gode, langsigtede rammer.

– Så skal vi nok fikse den grønne omstilling, lover han.

Nyheder direkte i din indbakke?