Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

CORONA

Stilstand banker prisen på CO2-kvoter ned

Europa er gået i stå i forsøget på at bekæmpe coronavirus. Det rammer prisen på CO2-kvoter og gør vilkårene sværere for grøn energi, lyder det fra Dansk Energi.

Priserne på de CO2-kvoter, der er et nøgleinstrument i EU’s grønne omstilling, lider stærkt under den lock-down, der har ramt Europa i bekæmpelsen af coronavirus og sat økonomierne i stå.

Kvoterne, der ellers møjsommeligt var kravlet op omkring 24 euro/ton efter mange år i dørken i kølvandet på finanskrisen, er de seneste to uger faldet med over en tredjedel til 15-16 euro/ton. Det er det laveste siden sommeren 2018.

Faldet ærgrer Dansk Energi, der fremhæver, at kvotesystemet er et afgørende instrument for at få udbredt vedvarende energi endnu hurtigere.

Det er et tilbageslag for den grønne omstilling, når det bliver billigere at udlede CO2. Billigere kvoter gør det sværere for vindmøller og solceller at presse kul ud af Europas kraftværker og udskyder det punkt, hvor de grønne energiprojekter kommer af sig selv uden støtte, siger afdelingschef Kamilla Thingvad.

Finanskrisen i slutningen af 00’erne skabte et stort overskud af kvoter og bankede kvoteprisen ned til få euro pr. ton i mange år. I løbet af de sidste par år har gradvise reformer af kvotemarkedet dog genskabt noget af tilliden til, at systemet kan levere varen og være den motor i den grønne omstilling, som det oprindelig var tiltænkt.

Vindmølleejere får sløje priser

Også andre steder i energiverdenen er der en tydelig påvirkning fra coronavirussens hærgen. Det gælder for eksempel de priser, danske vindmølleejere får for møllernes strøm. De led ifølge Wind Denmark i forvejen under høj produktion kombineret med lavt elforbrug hos svenskere og nordmænd, et stort overskud af vand i de nordiske vandmagasiner og lave priser på fossile brændsler i årets første måneder.

Med ankomsten af Covid-19 og nedlukningen af det danske samfund fra midten af uge 11 er der tilføjet en ny faktor, der lægger yderligere pres på afregningsprisen for danske mølleejere, da elforbruget herhjemme og i vores nabolande forventes at blive mindre som følge af lavere aktivitet, skriver organisationen på sin hjemmeside.

Ifølge en opgørelse fra TREFOR El-Net er elforbruget i det jyske trekantområde faldet 25 procent målt over de seneste tre tirsdage, efter at mange store virksomheder har droslet produktionen ned, og skoler og institutioner er lukket.

Nyheder direkte i din indbakke?