Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

ELNET TIL FREMTIDEN

Transformatorer skal skrue ned for elbil-ladeudstyr

EL-NET Øst på Bornholm lægger transformatorer til test af ny styringsteknologi, der kan vise sig nyttig, når der kommer tusindvis af elbiler på nettet. Det såkaldte ACDC-projekt er et af 53 projekter, der netop har fået støtte fra EUDP.

Elnetselskabet EL-NET Øst på Bornholm skal deltage et udviklingsprojekt, der på en ny måde kan vise, hvordan vi kan integrere rigtig mange elbiler uden at investere alt for meget i stærkere kabler, transformatorer og andre netkomponenter.

Hvis projektet, der hedder ’ACDC – Autonomously Controlled Distributed Chargers’ og netop har modtaget ti mio. kr. i støtte fra EUDP, bliver en succes, kan det være godt nyt både for elnetselskaber verden over og for udrulningen af op mod en million elbiler alene i Danmark frem mod 2030.

– Ideen er, at hvis der er trængsel på nettet, så kan vi skrue ned for opladningen, siger Hans Henrik Ipsen, der er projektleder for EL-NET Øst.

På Bornholm er der lige nu cirka 100 elbiler og en række plugin-hybrider. EL-NET Øst skal som en del af projektet identificere op mod 20 elbiler og deres opladning for eksempel på villaveje eller parkeringspladser. I forbindelse med deres ladeudstyr opsættes en nyudviklet styreboks, der kan kommunikere med nærmeste 10/0,4 kV-transformatorstation uden involvering af en aggregator.

Hvis transformatoren er ved at blive overbelastet, sendes der et signal til elbilernes ladeudstyr, der dermed kan drosle opladningen ned. Hvis en kunde har brug for opladning, må andre skrue endnu mere ned.

– Projektet understøtter en klog integration af elbiler, der kan fortrænge CO2 i transportsektoren. Samtidig udgør elbiler et lagersystem, der kan styres intelligent, så samfundet kan opretholde en høj elforsyningssikkerhed i takt med udbygning af flere vindmøller og solceller, siger ACDC’s projektleder Mattia Marinelli fra DTU Elektro i en pressemeddelelse.

Udover DTU Elektro og EL-NET Øst deltager Nissan, Circle Consult og Vestas Wind Systems i ACDC-projektet.

Elnet i centrum for flere projekter

ACDC er et af 53 nye projekter, der ved årets anden og sidste tildeling får støtte fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP. Samlet uddeles der støtte på i alt 291 mio. kr. til projekter, der fremmer udviklingen af grønne og klimavenlige energiteknologier.

Elnettet er også i centrum i flere andre projekter:

  • Smart fejlforudsigelse og lokalisering for distributionsnet’ har Kamstrup som projektleder og deltagelse af elnetselskabet Dinel fra Odder og Syddansk Universitet.
  • ’Store flow-batterier til elnettet’ ledes af Nordisk Energirådgivning, der har samlet et team med Inter Terminals SGOT, Skanda, VisBlue, Tyrens og Dansk Energirådgivning.
  • ’Variabelt topologi batteri system for optimeret netbelastning under højeffekt opladning af elbiler’ tegnes af Nerve Smart Systems, der samarbejder med Fremsyn, DTU og OK.

Udover at støtte danske projekter har EUDP også valgt at bevilge midler til projekter i regi af Det Internationale Energiagentur (IEA). EUDP har også sat ca. 22 mio. kr. af, så Danmark kan deltage i et internationalt udbud om CO2-opsamling, -lagring/-anvendelse (CCUS). EUDP påpeger i en pressemeddelelse, at CCUS-teknologier er relevante i forhold til Power-to-X, da de muliggør indfangning og udnyttelse af kulstof, som er en nødvendighed for produktion af f.eks. metanol, metan mv.

Brug for en hjælpende hånd

Anne Grete Holmsgaard, der for nylig afløste Thea Larsen som bestyrelsesformand for EUDP, glæder sig over de spændende bevillinger.

– I EUDP’s bestyrelse er vi glade for igen at kunne give tilsagn til så mange perspektivrige projekter, der kan bidrage til regeringens målsætning om 70 procent reduktion af drivhusgasser i Danmark i 2030. Vi støtter vigtige områder, der bidrager til grøn omstilling i transportsektoren, lagring af vedvarende energi samt digitalisering af energisektoren og inden for energieffektivisering. Det er netop områder, der har brug for en hjælpende hånd, siger Anne Grete Holmsgaard.

Den næste ansøgningsrunde har deadline den 6. marts 2020, hvor EUDP forventer at udbyde 250 mio. kr. i en generel pulje, 17 mio. kr. i en ny Power-to-X-pulje samt 5 mio. kr. i Nordsøpuljen.

Invitation

Innovationsfonden, EUDP og ELFORSK inviterer til informationsmøder den 9. januar hos DTU i Lyngby og den 14. januar hos Energi Danmark i Aarhus. Her præsenteres mulighederne for at få offentlig medfinansiering til energiprojekter inden for forskning, udvikling og demonstration.

Deltagelse er gratis og tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet til Mads Lyngby Petersen på mlyp@ens.dk eller på tlf. 33 92 79 19. Se programmerne i kalenderen på www.elforsk.dk

...

 

Nyheder direkte i din indbakke?

Seneste nyheder