Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

ORGANISATION

Tre nye ansigter i Dansk Energis bestyrelse

Dansk Energis bestyrelse har fået tre nye medlemmer efter onsdagens generalforsamling. Sammen med de øvrige 13 genvalgte medlemmer skal de stå i spidsen for brancheorganisationen de næste to år og være med til at sætte ekstra fart på den grønne omstilling.

Dansk Energis generalforsamling har onsdag valgt tre nye medlemmer til bestyrelsen. Det drejer sig om Michael Thorndahl Simmelsgaard fra Vattenfall, Søren Gais Kjeldsen fra Aalborg Forsyning og Marianne Eriksen fra nef Fonden. Med et goddag til tre nye ansigter blev det samtidig et farvel til Niels Duedahl, Christian Hagelskjær og Kim Frimer i bestyrelsen.

– Dansk Energi og dets medlemmer spiller en helt afgørende rolle i den grønne omstilling. Vi skal fortsætte arbejdet med at videreudvikle et moderne energisystem, der i fremtiden blandt andet skal håndtere flere vindmøller, solceller og elbiler. Det er en fantastisk vigtig opgave. Der skal lyde en stor tak til de tre afgående bestyrelsesmedlemmer, der hver især har bidraget til at sikre Dansk Energi som en betydelig erhvervsorganisation på energi- og klimaområdet. Den position skal vi fastholde og med den energi, som vores nye medlemmer naturligt afføder, er vi godt rustede, siger Jesper Hjulmand, der fortsætter som formand for bestyrelsen.

Jesper Hjulmand er glad for, at bestyrelsessammensætningen afspejler mangfoldigheden i det danske energilandskab, der tæller alt fra små til store selskaber, adskillige energiformer og forskellige ejerstrukturer.

Den nye kvinde i bestyrelsen repræsenterer for eksempel en mindre fondsejet koncern. Marianne Eriksen, som er direktør i nef Fonden, glæder sig ligesom formanden til at komme i gang med arbejdet.

– Lokal forankring af vores fælles energisystem og styrkelse af national sammenhængskraft gennem blandt andet investering i fiberudrulning er vigtige opgaver, som jeg ser frem til at bidrage til gennem bestyrelsesarbejdet i Dansk Energi, forklarer Marianne Eriksen.

Dansk Energis bestyrelse 22. maj 2019 flankeret af adm. direktør Lars Aagaard (tv.) og viceadm. direktør Anders Stouge (th.)
Dansk Energis bestyrelse efter generalforsamlingen 22. maj 2019 flankeret af adm. direktør Lars Aagaard (tv.) og viceadm. direktør Anders Stouge (th.) Foto: Pia Berthelsen Siggaard

Dansk Energis bestyrelse 2019-2021

  • Jesper Hjulmand, SEAS-NVE a.m.b.a., formand
  • Martin Romvig, ENIIG a.m.b.a., næstformand
  • Morten Hultberg Buchgreitz, Ørsted A/S, næstformand
  • Bent Agerholm, Energi Fyn a.m.b.a
  • Bjarne Korshøj, HOFOR Forsyning Holding P/S
  • Carsten Höegh Christiansen, AURA Energi a.m.b.a.
  • Jacob Brønnum, Forsyning Helsingør A/S
  • Jacob Møller, RAH a.m.b.a.
  • Jacob Vittrup, NRGi a.m.b.a.
  • Lars Bonderup Bjørn, EWII S/I
  • Niels Ole Christensen, OK a.m.b.a.
  • Peder Kjeldgaard, Nord Energi a.m.b.a.
  • Rasmus Christensen, Bornholms Energi & Forsyning Holding A/S
  • Michael Thorndahl Simmelsgaard, Vattenfall A/S
  • Søren Gais Kjeldsen, Aalborg Energikoncern
  • Marianne Eriksen, nef Fonden

Nyheder direkte i din indbakke?