Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

HØRING

'At vi lykkes, er en forudsætning for, at Europa lykkes'

Danmark skal arbejde aktivt for, at dét, der begyndte som en kul- og stålunion, bliver til en stærk klimaunion. Sådan lød konklusionen på Klima-, Energi- og Forsyningsudvalgets høring om EU’s Fit for 55-lovpakke, som blandt andre Dansk Energi, Ørsted samt Cerius og Radius Elnet deltog i.

For lidt over 100 år siden stod Europa på tærsklen til de brølende 20’ere. Dengang revolutionerede Picasso, Dali og Hemingway kunsten og litteraturen. I dag skal EU skubbe grænserne for klimapolitikken.

– Det er en utrolig intens periode, vi går ind i, sagde Morten Helveg, EU-Parlamentariker for Radikale Venstre, da han torsdag indledte Klima-, Energi- og Forsyningsudvalgets høring om EU’s Fit for 55-lovpakke.

EU-Kommissionens mobbedreng af et udspil, der kom i sommeren 2021, skal sikre, at Europa kommer i topform til klimakampen og målet om at reducere CO2-udledningen med 55 procent i 2033. Det er et af de største lovgivningsprojekter i EU’s historie, og det vil tage ca. 2,5 år at få forhandlet det mest på plads.       

– Når vi er igennem det forløb, så vil Europa være det kontinent i verden, der vil have den mest omfattende og ambitiøse regulering på det grønne område, sagde Morten Helveg.

Højere mål for vedvarende energi

Et af de områder, som EU skal kigge på, er udbygningen af vedvarende energi. Med Fit for 55-lovpakken vil EU-Kommissionen hæve målet for andelen af vedvarende energi i energiforbruget fra de nuværende 32 procent til 40 procent. Men på høringen slog viceadm. direktør i Dansk Energi, Anders Stouge, et slag for et mål på 45 procent.

– Hvis Europa skal i klimamål kræver det en omfattende elektrificering af industrien, transporten og opvarmning. Derudover skal vi udvikle grønne brændsler til fly, skibe og lastbiler. Alt det forudsætter rigtig meget vedvarende energi, sagde Anders Stouge og understregede, at Danmark skal presse på for høje ambitioner.

EU’s mål om at reducere CO2-udledningen med 55 procent i 2030 kræver svimlende ca. 450 GW – svarende til en årlig udbygning af vindenergi i Europa på ca. 30 GW. Med tæt adgang til Nordsøen og Østersøen ligger Danmark i et smørhul for den havvind, der er en hovedpulsåre i den omfattende direkte og indirekte elektrificering, EU’s klimamål kræver.  

– At vi lykkes, er en forudsætning for, at Europa lykkes. Vi har så store ressourcer af vedvarende energi, at uden dem kommer EU ikke i klimamål. Derfor skal vi i Danmark fortsætte med at holde dampen oppe på udbygningen af vedvarende energi, sagde Ulrik Stridbæk, Head of Regulatory Affairs i Ørsted.

At vi lykkes, er en forudsætning for, at Europa lykkes. Vi har så store ressourcer af vedvarende energi, at uden dem kommer EU ikke i klimamål.
Ulrik Stridbæk, Head of Regulatory Affairs i Ørsted

Ingen grøn omstilling uden stærkt elnet

På høringen i Klima-, energi- og forsyningsudvalget blev det også slået fast, at der er behov for et stærkt elnet, hvis EU’s klimadrømme skal blive til virkelighed. Ifølge en rapport fra Eurelectric, der er paraplyorganisation for de europæiske el-interesseorganisationer, skal landene i Europa investere 375-425 milliarder euro i distributionsnettet frem mod 2030.

EU skal være tydeligere omkring behovet for, at landene investerer i elnettet.
Knud Pedersen, formand for Cerius og Radius Elnet

Knud Pedersen, formand for Cerius og Radius Elnet, stod i spidsen for arbejdet med rapporten og deltog også i høringen. Her anbefalede han en grøn, fleksibel og fremadskuende regulering af elnettet. Den skal gøre det muligt for elnetselskaberne at lave de nødvendige investeringer og tage teknologier i brug, så elektrificeringen af samfundet kan ske til de lavest mulige omkostninger.

– EU skal være tydeligere omkring behovet for, at landene investerer i elnettet. Nationalt er der behov for en mere agil og fleksibel rammeregulering. Vi skal som elnetselskaber have mulighed for at lave udbygninger af nettet på forkant, så vi kan imødegå det eksplosivt stigende behov for grøn strøm. Vi skal gå fra detailstyring til rammeregulering, sagde Knud Pedersen.

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?