Beslutningsgrundlag for reinvesteringer i 10-20 kV kabellagte distributionsnet

I denne rapport er identificeret og beskrevet relevante kriterier af teknisk, strategisk og økonomisk karakter, som det kan være relevant at få inddraget i beslutningsprocessen i forhold til vedligeholdelse, levetidsforlængelse eller udskiftning af et 10-20 kV-kabelanlæg. Derefter er der beskrevet en metode, som kan bruges til at systematisere disse kriterier i en beslutningsproces.

Netselskaberne har store værdier bundet i 10-20 kV-kabelanlæg, som der er installeret over 63.000 km af i Danmark. Kabelanlæggene dominerer fejl- og afbrudsstatikken for ikke planlagte afbrud, som typisk skyldes en fejl. Samtidig begynder de ældste idriftværende kabler at nærme sig driftstider, som forventes at være tæt på enden af deres levetid. Net-selskaberne forventes derfor i stigende grad at skulle tage stilling til spørgsmålet om fortsat at vedligeholde, levetidsforlænge eller udskifte kabelanlæggene.

Modsat, hvad der er gældende for andre elforsyningsanlæg, er det besværligt og omkostningstungt at fremskaffe informationer om kabelanlæggenes tilstand, når der skal tages stilling til vedligehold, levetidsforlængelse eller udskiftning. Beslutninger bliver således som oftest taget på et begrænset informationsgrundlag om kablernes tilstand. Herudover vil kriterier af strategisk og økonomisk karakter normalt også vægte forholdsvis meget i den beslutning, som skal tages. Det er derfor vigtigt i videst muligt omfang at sætte beslutningsprocessen i system og udnytte den tilgængelige information, som kombineret kan bidrage til, at netselskaberne tager de mest optimale beslutninger i forhold til kabelanlæggene.

I nærværende rapport er fokus på at identificere relevante kriterier af teknisk, strategisk og økonomisk karakter, som kan få en betydning for de beslutninger, som skal tages i forhold til vedligeholdelse, levetidsforlængelse eller udskiftning af 10-20 kV-kabelanlæg. På denne baggrund opstilles et forslag til en metode for, hvordan disse parametre kan indgå i en systematisk beslutningsproces for kabelanlæggene.

Rapporten, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Dansk Energis Teknikudvalg, henvender sig til personer i netselskaber, der arbejder med planlægning af kabelsyste-mernes drift og vedligeholdelse, herunder udskiftninger af kabler.

Teknisk rapport
Udgivet
2018
Pris for trykt udgave
Kr. 2.500,- (ekskl. moms)