Energieffektiviseringspotentialer 2020-30

Siden oliekriserne i 1970’erne har Danmark haft stort fokus på at udnytte energien mere effektivt. Med et Danmark, der har høstet store besparelser og et markant grønnere og forandret energisystem stiller det krav til, at vi gentænker energieffektiviseringsindsatsen. Denne analyse ser på, hvor potentialerne kan høstes omkostningseffektivt.

I 2020 vil vi have et fundamentalt anderledes elsystem, hvor der i mange timer af året vil være rigelig og billig grøn energi fra sol eller vindmøller. Også fjernvarmen bliver i stigende grad baseret på vedvarende energi, herunder overskudsvarme fra industrien og solvarme og varmepumper i fjernvarmeproduktionen.

I 2018 skal hjørnestenene lægges for den danske energipolitik efter 2020. En energipolitik, der tager afsæt i en ny virkelighed og et energisystem i konstant omstilling mod et fossilfrit Danmark.

Den politisk besluttede energispareordning har siden 2006 spillet en central rolle i realisering af energieffektiviseringer i husholdninger, serviceerhverv og produktionsvirksomheder. Ordningen har været med til at realisere effektiviseringer på tværs af forsyningsarter og brancher, og ordningen har etableret et marked for energieffektiviseringer med en lang række af større og mindre aktører.

Nyt afsæt for energipolitikken

Med afsæt i et forandret energisystem, engrosmodellens indførelse og elnetselskabernes nye rolle giver det mening med energiministerens bebudede nytænkning af ordningen for tiden efter 2020. Det er ikke længere logisk at give energiselskaberne en forpligtelse, og der er behov for en ny og målrettet indsats på energispareområdet. Nuværende erfaringer skal bringes i spil og der skal sikres størst mulig effekt for pengene. Ikke mindst, skal vi levere på vores EU-forpligtelse om at skære 1,5 pct. af det danske energiforbrug årligt frem mod 2030.

Endvidere er finansieringen af energipolitikken, PSO, rykket fra elregningen ind på finansloven, og det sætter en ny ramme for energipolitikken som helhed og dermed også for finansieringen af en ny politik for energieffektivisering.

For at sikre det bedst mulige afsæt for de politiske forhandlinger om et nyt virkemiddel til at sikre flest effektiviseringer for pengene har Dansk Energi foretaget en analyse af energieffektiviseringspotentialerne – og for husholdninger og erhvervsliv ligeledes analyseret på omkostninger i realisering af energieffektivisering.