Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

5 opgaver for det nye Folketing

Hvordan får vi lagt de planer, der skal sikre, at Danmark i fornuftig tid kommer helt af med fossile brændsler – og hvordan finansierer vi sidste del af den grønne omstilling? Dansk Energi peger på fem udfordringer, de nyvalgte folketingsmedlemmer bør se på.

1. Politisk strategi for elnettet

I dag er der politiske mål for alt fra udbygning af vedvarende energi, til hvor mange elbiler, der skal køre på de danske veje i 2030. Men der findes ingen politisk strategi for det, der skal binde den grønne omstilling sammen; elnettet. Dén strategi skal et nyt Folketing fastlægge. 

Virkeligheden er, at fortsætter vi med at investere i eldistributionsnettet og i ladestandere på samme niveau som i dag, vil danskerne opleve, at der sammen med elbilernes indtog følger strømafbrydelser og kø og besvær ved ladestanderen. 

Ingen ved med sikkerhed, hvilket behov elnettet skal levere om 5, 10 eller 30 år. Det er en kæmpe udfordring, når de elkabler, elnetselskaberne lægger i jorden i dag, skal kunne dække behovet 40 år frem. 

Derfor er det bydende nødvendigt, at politikerne tager en politisk beslutning og sætter en klar retning for, hvad vi som samfund ønsker, at elnettet skal kunne levere i fremtiden. Så er det dén retning, elnetselskaberne planlægger efter.  Den politiske strategi skal indeholde konkrete initiativer, der kan fremme et smart og fleksibelt elforbrug ude hos danskerne, sikre at der bliver opført nok ladestandere, samt gøre det muligt for elnetselskaberne at investere i elnettet, så det hele tiden er på forkant med fremtidens behov og politiske klima-ambitioner. Den mulighed rummer selskabernes økonomiske rammer ikke i dag.

Elbilerne kommer - Gør elnettet klart til elbilerne
Politikpapir

Dansk Energi har, med udgangspunkt i V-LA-K-regeringens målsætning om én million lavemissionsbiler i 2030, analyseret, hvad de grønne biler isoleret set vil kræve af vores eldistributionsnet, og hvad det vil koste i...

Udgivet
2019

2. Grøn transportsektor

Transportsektoren står bag en stor andel af Danmarks CO2-udledning, da langt de fleste af os fortsat kører på fossile brændsler. Et nyt Folketing skal lægge sporene til, hvordan vi kan gøre transporten grønnere og helt fossilfri frem mod senest 2050.

Sidste år var kun 2% af bilsalget elbiler og andre grønne biler, men partierne ønsker fornuftigt nok at få det tal til at stige. Fx. har regeringen et mål om én million grønne biler i 2030. Derfor har den nedsat en transportkommission, der skal komme med forslag til, hvordan det kan lade sig gøre. Kommissionen skal bl.a. se på afgifter og udrulning af ladestandere. Politikerne kan med fordel sikre, at firmabiler bliver grønne og fastholde den afgiftsfritagelse på el til elbiler, der står til at stige fra nytår.

3. Udfordringen med "Ikke i min baghave"

Hvis vi skal nå vores klimamål, er der behov for at få alle former for vedvarende energi (VE) i spil. Vi skal bygge vindmøller både på havet og på land og sætte solceller op. Heldigvis kan VE næsten klare sig uden støtte. De nye udfordringer består i lokale protester, hvor grupper af borgere ikke ønsker, at VE skal opføres netop i deres lokale område. Det forsinker opførelsen af projekter - og er en decideret trussel mod den grønne omstilling. Et nyt Folketing bør sikre hurtigere og mere fleksible processer, hvor borgerne bliver inddraget og hørt tidligere, og belønne de kommuner, der går forrest med at opføre VE.

4. 26 manglende milliarder

I dag får staten 26 mia. kr. ind om året fra afgifter på fossile brændsler. Penge som vi bruger på velfærd i bred forstand. Men hvor skal de penge komme fra, når vi skal stoppe helt med at bruge klimaskadelige brændsler? Det er ikke en mulighed at beskatte den grønne strøm mere, end vi allerede gør, for den skal vi netop have danskerne til at vælge til frem for de sorte brændsler. Et nyt Folketing skal have hele vores tilskuds- og afgiftssystem til eftersyn, så vi både fremmer grøn omstilling og sikrer vores fælles pengekasse.

5. Varme uden olie - og på sigt også naturgas

I dag opvarmes mere end 100.000 boliger fortsat af oliefyr. Et nyt Folketing bør indføre en slutdato for brug af olie i hjem uden fjernvarme og kombinere det med politiske gulerødder, der gør det attraktivt at investere i en grøn varmeløsning.

Nyheder direkte i din indbakke?