Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

ARBEJDSDELING

Dansk Energi: Regeringen på juridisk skråplan

SF har i slutspillet om en ny elforsyningslov fremsat et ændringsforslag, så nye beføjelser tildelt Forsyningstilsynet flyttes til klima- og energiministeren. Dansk Energi bifalder SF’s initiativ. Dan Jørgensen (S) afviser det alternative forslag.

Fremover skal de danske elnetselskaber udarbejde netudviklingsplaner, lave udbud for køb af el til at dække nettab og forholde sig til energilageraktiviteter.

Hvordan elnetselskaberne rent praktisk skal agere, skal ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) defineres af Forsyningstilsynet – altså den myndighed, der også kontrollerer elnetselskabernes gøren og laden.

Klima-, energi- og forsyningsordfører Signe Munk fra SF, der er et af regeringens støttepartier, er kritisk overfor den arbejdsfordeling.

Derfor har SF fremsat et ændringsforslag, så Forsyningstilsynet ikke får bemyndigelse til at fastsætte regler på egen hånd uden politisk kontrol. I ændringsforslaget flyttes de beføjelser, der ikke er direktivbundet, til ministeren.

Viceadm. direktør Anders Stouge fra Dansk Energi hilser initiativet fra SF velkommen:

Vi er helt enige i ændringsforslaget. Principielt bør regler udstedes af regeringen på basis af flertal i Folketinget og ikke af et uafhængigt tilsyn, hvis opgave er at føre tilsyn – ikke at lave reglerne, siger Anders Stouge.

Principielt bør regler udstedes af regeringen på basis af flertal i Folketinget og ikke af et uafhængigt tilsyn, hvis opgave er at føre tilsyn – ikke at lave reglerne
Anders Stouge, viceadm. direktør, Dansk Energi

Opfølgning på EU-regulering

Det oprindelige lovforslag, der er ledsaget af en stribe bekendtgørelser, er en opfølgning på EU’s elmarkedsdirektiv. Det samlede lovkompleks forhandles i Folketinget i disse dage og munder ud i en ny elforsyningslov, der bliver uhyre afgørende for mange aktører i energisektoren år frem.

Regeringen er ude på en demokratisk glidebane, hvis det ender med, at Forsyningstilsynet får en stærk bemyndigelse. Vi håber, at ministeren – eller folketingsflertallet – kan se, at det er et fornuftigt ændringsforslag, som SF har fremsat, siger Anders Stouge.

I lovbemærkningerne ryster Dan Jørgensen imidlertid ikke på hånden: ’Det er min opfattelse, at der er tale om et meget vidtgående ændringsforslag ift. det fremsatte lovforslag’, skriver ministeren.

Ministeriets vurdering er, ’at fx Forsyningstilsynets manglende hjemmel til at fastsætte regler om typegodkendelse af fuldt integrerede netkomponenter vil kunne indebære forsinkelser af de kollektive elforsyningsvirksomheders godkendelsesprocesser af sådanne anlæg’.

Dan Jørgensen understreger, at han ’ikke kan bakke op om ændringsforslaget’ og henviser til en tidligere indgået politisk aftale om ’Et stærkt Forsyningstilsyn’.

Effektivt tilsyn

For ministeren er det ’afgørende, at Forsyningstilsynet har kompetence til at udføre sit tilsyn effektivt. Der er for mig at se en mulighed for at skabe synergi i tilsynet, når de, der udfører tilsynet, også har mulighed for hurtigt og smidigt at udarbejde eller justere de nærmere processuelle og tekniske regler’.

Anders Stouge er helt enig i, at Forsyningstilsynet skal udføre sit tilsyn bl.a. med elnetselskaberne effektivt.

Men udstedelse af regler og tilsyn er ikke to sider af samme sag. De to opgaver bør varetages af to forskellige myndigheder for at sikre klare linjer. Det burde være et klart princip i dansk ret, ligesom politiet heller ikke laver de regler, som de skal holde øje med, bliver overholdt, siger Anders Stouge.

Lovkomplekset bliver med diverse ændringer i forhold til det første udkast vedtaget i Folketinget i næste uge.

ARBEJDSDELING

Dansk Energi opfordrer Folketinget til at stoppe en glidebane, der flytter kompetencer fra Folketinget til et uvildigt tilsyn...

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?