Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

EU

Flertal stemmer ja til biomassekrav og fastholder model for grønne certifikater

Et politisk flertal i Folketinget har vedtaget det lovforslag, der skal realisere EU’s VE-direktiv i dansk lov. Dansk Energi er glade for resultatet, der fastholder systemet for oprindelsesgarantier og indfører nye krav til bæredygtig biomasse.

Torsdag stemte et flertal i Folketinget for regeringens forslag L148, der implementerer EU's direktiv for vedvarende energi i national lovgivning.

Forslaget indeholder bl.a. en videreførelse af den nuværende model for oprindelsesgarantier for vedvarende energi og implementerer aftalen om krav til bæredygtig biomasse, som et bredt flertal i Folketinget indgik i oktober sidste år.  

Vi skal producere meget mere vedvarende energi, så vi kan få den ind i vores stikkontakter, i fjernvarmen, i transporten, i industrien. Alle kroge af samfundet. Det her lovforslag bakker op om den udvikling.
...

- Vi skal producere meget mere vedvarende energi, så vi kan få den ind i vores stikkontakter, i fjernvarmen, i transporten, i industrien. Alle kroge af samfundet. Det her lovforslag bakker op om den udvikling, og er med til at skabe rammerne for en fortsat udbygning af vedvarende energi i Danmark, fortæller Kristine Grunnet, branchechef i Dansk Energi.

Opbakning til nuværende system for oprindelsesgarantier

Systemet for oprindelsesgarantier – de såkaldte grønne certifikater – har til formål at varedeklarere produceret grøn energi.

Certifikaterne bidrager til at sænke tilskudsbehovet fra staten til produktion af grøn strøm, da VE-producentens ekstra indtjening via salg af certifikater medregnes, når investorer deltager i de konkurrenceprægede udbud for vedvarende energi.

- Det er enormt positivt, at et flertal i Folketinget ønsker at bygge videre på de positive erfaringer. Oprindelsesgarantierne gør, at vi får mere vedvarende energi for de tilskudsmidler, staten har til rådighed. Det er enormt vigtigt for vi skal have opført meget mere grøn elproduktion for at nå vores klimamål, fortæller Kristine Grunnet, og fortsætter:

- Og så giver det branchen udsigt til stabile rammevilkår på det her område. Det er der stærkt brug for i en tid, hvor branchen ellers oplever noget slingrekurs fra politisk side.

Med lovforslaget bredes systemet for oprindelsesgarantier desuden ud til ikke kun at omfatte el, men også gas, varme og køling, samt øger forbrugeroplysningen ved at skærpe varedeklarationen, så det fremover fremgår, hvorvidt oprindelsesgarantier kommer fra anlæg, som er opført med eller uden statsstøtte.

Danmark får de strengeste krav til biomassens bæredygtighed

Torsdagens afstemning betyder også, at den brede politiske aftale fra oktober 2020 om strengere bæredygtighedskrav til træbiomasse i Danmarks energiforbrug, nu finder vej ind i dansk lovgivning.

De nye biomassekrav omfatter blandt andet, at alle danske el- og varmeværker samt importører til private husholdninger skal dokumentere, at de kun anvender biomasse fra skove, der er i vækst, og hvor biodiversiteten beskyttes.

- Nu er de nye bæredygtighedskrav til biomasse endelig blevet gjort til virkelighed. Lovgivningen er ambitiøs, og går længere end den europæiske lovgivning. Det støtter vi op om, og branchen står klar til at føre lovgivningen ud i livet. På den måde sikrer vi, at det kun er det allerbedste biomasse, vi bruger, siger Kristine Grunnet, og fortsætter:

- Biomassen er helt afgørende for, at vi kan presse de fossile brændsler helt ud af vores energisystem. Vi skal derfor være glade for, at vi har biomassen, da den i samspil  med udviklingen af nye teknologier, giver os grøn varme og sikrer en høj forsyningssikkerhed.

Nyheder direkte i din indbakke?