Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Arbejdskraft

Grøn omstilling afhænger af de rette kompetencer

Investeringerne, der følger af at gøre målet om 70 pct. reduktion til virkelighed, skaber stort behov for arbejdskraft med de rette kompetencer. Vi skal i gang nu, hvis det skal nås, lyder det fra Dansk Energis adm. direktør, der onsdag er i foretræde i Folketinget.

Det kommer til at kræve store mængder kompetent arbejdskraft at nå 70 pct.-målsætningen inden 2030. Hele 290.000 årsværk ligger og venter i investeringerne i den grønne omstilling i løbet af årtiet. De mange nye job kommer både faglærte og ikke-faglærte til gode og er jævnt fordelt over hele landet. Der er et stort potentiale at indfri, men arbejdskraften med de rette kompetencer er ikke nødvendigvis til stede, og det risikerer at blive en showstopper for den grønne omstilling. Det kræver målrettet indsats og opmærksomhed at undgå, at arbejdskraften bliver en flaskehals.

Det er hovedpointerne i analysen ”Beskæftigelseseffekter af investeringerne i den grønne omstilling”, hvor Dansk Energi med bistand fra COWI med udgangspunkt i Klimapartnerskabet for energi og forsyning har regnet på behovet for arbejdskraft til den grønne omstilling. Onsdag er Dansk Energis administrerende direktør Lars Aagaard i foretræde for Folketingets udvalg for beskæftigelse, energi, klima og forsyning.

Beskæftigelseseffekter af investeringerne i den grønne omstilling
Analyse

Denne konsekvensanalyse viser, at de investeringer, der skal føre til 70 procent reduktion i udledning af drivhusgasser i 2030, skaber 290.000 årsværk.

Udgivet
2020

Her vil han gøre udvalgenes medlemmer opmærksom på, at der skal handling til nu på tværs af det politiske niveau, uddannelsesinstitutioner  og arbejdsmarkedets parter.

– Hvis vi ikke går i gang nu med at sikre kompetent arbejdskraft til at løse de konkrete opgaver, så risikerer der at opstå flaskehalse, der forsinker omstillingen og presser arbejdsmarkedet. Arbejdskraft og kompetencer skal tænkes med, siger Lars Aagaard.

Der bliver især brug for VVS’ere, elektrikere, smede og ikke-faglærte med de rette kompetencer. Der er allerede i dag rift om de faggrupper, og efterspørgslen stiger kun i takt med, at der skal etableres havvind, opsættes ladestandere, installeres varmepumper mv. i stort tal. Ud af de samlede 290.000 forventede årsværk går 96.000 til ikke-faglærte, der kan få brug for nye kompetencer gennem omskoling og opkvalificering.

Analysen viser, at der er gyldne muligheder for at kombinere grøn omstilling og klimaindsats med vækst og beskæftigelse – særligt i disse tider, hvor coronakrisen rammer også dansk økonomi hårdt.

Lars Aagaard understreger, at der skal en sammenhængende indsats til for at indfri potentialet og undgå at importere udenlandsk arbejdskraft i stort omfang:

– Der har hidtil været stort fokus på, om der var den nødvendige kapital og teknologi til at indfri klimamålet. Vores medlemmer står på spring for at investere i den grønne omstilling, men ingen af planerne bliver til noget, hvis der ikke er hænder nok. Det er hovedbudskabet fra Dansk Energi på dagens foretræde.

GRØNNE JOB

Realiseringen af 70 procent-målsætningen skaber mange nye job - omtrent 290.000 årsværk opstår frem mod 2030 som følge af investeringer...

Nyheder direkte i din indbakke?