Debat

Vi skal sikre danske arbejdspladser med grøn industristrategi

I det lange løb kan Danmark som en lille, åben økonomi ikke vinde et statsstøtteræs mod lande som Tyskland og Frankrig. Dansk Metal og Green Power Denmark opfordrer derfor erhvervsministeren til at sætte sig i spidsen for en grøn industristrategi, ligesom Danmark har gjort med life science.

Mand arbejder med vindmøllevinge

Arkivfoto: Jeppe Carlsen

Verden er under voldsom forandring. Den udvikler sig ikke længere i en retning, der er til gavn for vores lille land, som lever af at handle med omverdenen. Vi oplever en regional opdeling, hvor statsstøtte er blevet et dominerende konkurrenceparameter, og flere lande gør brug af det.

I den bedste af alle verdener var der ikke støtteordninger. Men så god er verden ikke. Desværre. Hvor meget vi end er modstandere af statsstøtte, er det et nødvendigt onde i en verden, hvor konkurrencen i øjeblikket foregår på ulige vilkår.

Derfor skal erhvervsministeren og resten af regeringen have ros for at rykke hurtigt og åbne den grønne investeringsstøtteordning. Den giver et tiltrængt rygstød til vores grønne industri og begrænser risiko for, at investeringer og arbejdspladser går uden om Danmark.

Kan vi så ånde lettet op? Nej, ordningen afsætter kun penge til 2024, og hvorvidt der er penge næste år, står hen i det uvisse. Vi håber, at der hurtigt bliver afsat midler til ordningen i 2025, og at flere dele af den grønne industri inkluderes i ordningen. For det er her og nu, virksomhederne skal træffe beslutninger om fremtidige investeringer.

Morgendagens klimaløsninger er ’Made in Denmark’

I det lange løb kan vi som en lille, åben økonomi ikke vinde et statsstøtteræs. Lande som Tyskland og Frankrig vil distancere os med flere længder. Af samme årsag opfordrer vi erhvervsministeren til at sætte sig i spidsen for en grøn industristrategi, ligesom Danmark har gjort med life science.

Vi har taget den danske styrkeposition inden for grøn energiteknologi for givet. Det betyder, at det politiske fokus på industrien – erhvervsudviklingen samt de arbejdspladser og den vækst, den generer – ikke er samlet ét sted og i én fælles strategi.

Hvis ikke vi handler, risikerer vi at tabe det teknologiske forspring, Danmark har opbygget gennem 40 år. Og det på et tidspunkt hvor hele verden tripper for at udfase fossil energi til fordel for vind, sol og grønne Power-to-X-brændstoffer. Det vil være ubærligt.
...

Det skal vi lave om på med en national industripolitik, som sætter en klar politisk ramme og målsætning for den grønne industri i Produktionsdanmark. På den måde sikrer vi, at vi står stærkere i den internationale konkurrence, og at morgendagens klimaløsninger fortsat er ’Made in Denmark’.

Derudover bør strategien have fokus på vigtigheden af adgang til de nødvendige testfaciliteter og ordentlig infrastruktur. Det kræver blandt andet et vejnet og havne, der kan håndtere transport af for eksempel større og større vindmøllekomponenter. En strategi skal også have fokus på arbejdskraft og konkret nedsætte et partnerskab, der arbejder med at sikre nok hænder og hoveder til den grønne industri. Samtidig bør Danmark nu og i forbindelse med sit kommende EU-formandskab sætte en fælles grøn industripolitik i Europa på dagsordenen.   

Isbjørnen og metalarbejderen

Hvis ikke vi handler, risikerer vi at tabe det teknologiske forspring, Danmark har opbygget gennem 40 år. Og det på et tidspunkt hvor hele verden tripper for at udfase fossil energi til fordel for vind, sol og grønne Power-to-X-brændstoffer. Det vil være ubærligt. Godt nok er isbjørnen ligeglad med, om en vindmølle er bygget i Kina. Men det er metalarbejderen i Midtjylland ikke.

Udover at miste vores næststørste eksportvare risikerer vi også at erstatte vores afhængighed af olie og gas fra Mellemøsten og Rusland med en afhængighed af kinesisk teknologi. Vi har været der før. Der var engang, hvor Europa havde en industri for solceller. Sådan er det ikke længere. I dag bliver næsten alle solceller produceret i Kina. Nu skal vi forhindre, at der bliver et ’der var engang’ for andre grønne teknologier.  

EU har en ambition om at være selvforsynende på energi, og Danmark har både en forpligtelse til og en interesse i at være med til at sikre, at der sker, så vi selv kan levere vindmøller og elektrolyseanlæg, når de massive planer om udbygning af grøn energi skal omsættes til konkret ordrer. Hvis vi ikke gør det, så svigter vi ikke kun vores ansvar for at accelerere den grønne omstilling, men vi taber også den internationale konkurrence om fremtidens grønne arbejdspladser.

Ovenstående er bragt i Børsen torsdag den 14. marts 2024

 

 

Nyheder direkte i din indbakke?