MIN DAG

'Jeg skulle hjælpe i 14 dage, men har været her i 20 år'

MIN DAG: Energibranchen beskæftiger cirka 73.000 personer. Green Power Denmark sætter fokus på de mennesker, der skaffer strøm i kontakten og får det hele til at virke - uanset om de sidder på kontor eller er ude i marken. Mød Henrik Mathiasen, der har travlt som eltekniker på transformerstationer.

Eltekniker Hans Mathiasen, Nexel

I mit job er der hele tiden nok at lave. Jeg er eltekniker og kører på 50-10 kV transformerstationer i hele Cerius’ område – det vil sige en stor del af Sjælland. Jeg både vedligeholder og renoverer det gamle og bygger nyt. Vi kan godt mærke, at der sker meget for øjeblikket. Vi har for eksempel bygget en hel ny 50 kV-station i Vordingborg, fordi der kommer en ny solcellepark.

Mød Henrik

Hvem: Henrik Mathiasen, 59 år

Hvad: Eltekniker

Hvor: Nexel, Haslev

...

Relæerne og tavlerne, som jeg arbejder med, er en del af overvågningen af elnettet og dermed også sikkerheden. Ligesom vi har relæer derhjemme, der slår ud, hvis der sker fejl, så sker det samme på transformerstationerne.

Når vi arbejder indenfor, er det med tavler og relæer – udenfor udskifter vi komponenter. Sikkerheden er vigtig – og vi arbejder aldrig på anlæg, der er spænding på.

Eltekniker Hans Mathiasen, Nexel, ude

Da jeg begyndte, var det i SEAS, der senere blev til SEAS-NVE og siden Andel, hvor Nexel i dag er et serviceselskab, der hjælper de to store elnetselskaber Cerius og Radius med at sikre strøm i kontakterne over det meste af Sjælland. Jeg var i voksenlære som elektriker hos en lokal installatør, og vi blev lejet ind af SEAS for at hjælpe i 14 dage. Det blev så til fire år, hvor jeg var indlejet. Der var ansættelsesstop i SEAS, så det var måden, man ordnede det på. Så fik de da også set, om jeg var noget værd. I 2006 blev jeg opfordret til at søge ind. Jeg havde aldrig skrevet en ansøgning før, for da jeg var lastbilchauffør, var det bedst at møde op hos vognmanden. Men jeg skrev tre ord og har været ansat siden. De sidste 10 år har jeg også været tillidsmand for Håndværkerklubben, og det har fyldt en del, efter Andel købte Radius Elnet. Men nu stopper jeg som tillidsmand, for fra 1. oktober skal jeg være tilsynsførende.

Der skal ske noget nyt – og alt det med skruetrækker og bidetang, dét kan jeg, Så det bliver spændende med nogle nye faglige udfordringer, og det er dejligt, at der er den slags muligheder for at skifte internt i Nexel. Det er også for at sikre, at jeg kan holde til de sidste små 10 år på arbejdsmarkedet. Som eltekniker er der meget op og ned ad stiger, og vi kravler rundt. Man bliver slidt.

Eltekniker Hans Mathiasen, Nexel, inde

I min fritid kører jeg landevejscykling i sommerhalvåret, og om vinteren hygger jeg mig med Märklin tog. Jeg har nok 100 meter spor til mine vogne og lokomotiver, så det fylder hele loftet. Modeltogene har jeg hygget mig med, siden jeg var 16 år, og jeg har stadig det første lokomotiv, jeg købte for mine egne penge.

Cyklingen begyndte jeg først med i 2017 – jeg havde tidligere danset, men min kone lukkede sin danseskole i 2010, og så prøvede vi karate i nogle år, men det holdt ikke i længden på grund af skader. Så begyndte kollegaerne at drille mig med, at jeg blev lidt tyk, og det gik ikke… så lånte jeg en cykel af en af dem. Efter en måned købte jeg min egen.

Artiklen er første gang bragt i Magasinet Energi

Elektriker Camilla Veel Jeppe
MIN DAG

MIN DAG: Energibranchen beskæftiger cirka 73.000 personer. Green Power Denmark sætter fokus på de mennesker, der skaffer strøm i...

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?