Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

FREMTIDEN ER ELEKTRISK

Ny rapport: Norden kan vise vejen for elektrificering af Europa

Elforbruget i Norden vil stige markant i jagten på CO2-reduktioner. Det viser en ny rapport fra de nordiske energisektorer, som betoner vigtigheden af, at landene fjerner forhindringer på vejen mod klimaneutralitet i 2050. Blandt andet skal rammerne for investeringer i elnettet på plads.

Energisektoren, som tidligere var en af de største udledere af CO2, er nu omdrejningspunktet for, at Norden kan blive den første klimaneutrale region i Europa og dermed hjælpe EU med at nå målet om klimaneutralitet i 2050.

Det viser en ny rapport fra Nordenergi, som er sammenslutningen af brancheorganisationerne i energisektorerne i Danmark, Sverige, Norge og Finland. På baggrund af data fra de fire lande afdækker rapporten muligheder og barrierer for elektrificering af de nordiske lande.


– Klimakampen handler grundlæggende om at gøre vores industri, transport og opvarmning af huse grøn og elektrisk. Derfor må vi fjerne hver en sten, der blokerer for, at vi kan sætte strøm til samfundet, siger Anders Stouge, viceadministrerende direktør i Dansk Energi, og fortsætter:

– Vi har i Norden i mange år været verdensførende indenfor vedvarende energi og energisamarbejde på tværs af grænser. Men der er ingen grund til at blive nostalgiske. Vi skal videre. De nordiske lande har alle muligheder for at inspirere resten af Europa i den grønne omstilling. Men der ligger store opgaver foran os, siger Anders Stouge.

Vi har i Norden i mange år været verdensførende indenfor vedvarende energi og energisamarbejde på tværs af grænser. Men der er ingen grund til at blive nostalgiske. Vi skal videre.
Anders Stouge, viceadm. direktør, Dansk Energi

Øget elforbrug kræver investeringer i elnet

En af de opgaver, som Anders Stouge peger på, er elnettet. Den nordiske rapport viser, at efterspørgslen på den stadig grønnere strøm vil stige med over 60 procent i Norden frem mod 2050. Den massiv vækst fra 406 terrawatt-timer i 2020 til 664 terrawatt-timer i elforbruget er en konsekvens af flere elbiler og varmepumper samt en industri, som i stadig større omfang bliver elektrificeret. I Danmark kan der imødeses en større stigning i elforbruget, da Danmark i forvejen er mindre elektrificeret end de andre nordiske lande.

– Elnettet er en forudsætning for, at vi kommer i mål med vores klimaambitioner. For at skubbe de fossile brændsler ud af vores forbrug kræver det, at vi investerer i et elnet, der kan fragte den grønne strøm fra vindmøllerne og solcellerne til elbilerne og varmepumperne, siger Anders Stouge og uddyber:

– Elnetselskaberne skal i gang med at investere i kabler, transformerstationer og smarte løsninger, så den grønne energi kan komme sikkert ud til forbrugerne. I øjeblikket er de politiske ambitioner og rammer for elnettet – både i Danmark og i EU – ikke på plads. Det skal de hurtigst muligt, siger Anders Stouge.

Dansk Energi anbefaler regeringen og Folketinget, at indtægtsrammerne bliver suppleret med et tillæg, der sikrer finansiering til investeringer i elnettet, så det kan håndtere det øgede elforbrug og udgifterne til modernisering og fornyelse af elnettet fra særligt 60’erne og 70’erne, som står over for at skulle reinvesteres.

Nyheder direkte i din indbakke?