Analyse nr. 30: Gamechangere for PtX og PtX-infrastruktur i Danmark

Power-to-X kan bidrage betydeligt til at indfri Danmark klimamål, og teknologien kan blive en af hjørnestenene i Danmarks energisektor i fremtiden. Denne analyse fra Energinet og Dansk Energi stiller skarpt på de gamechangere indenfor udbud, efterspørgsel og infrastruktur, som vil få betydning for Power-to-X i Danmark.

Power-to-X (PtX) kan løse klimaudfordringen i svære sektorer som lastbiler, fly, skibe og tung industri ved at grøn el omformes til brint eller brintbaserede produkter såsom ammoniak, metanol, metan og dieselprodukter.

Internationalt og i Danmark peger et stigende antal analyser fra anerkendte aktører på, at Power-to-X bliver den næste nye bølge i energisektoren – både på grund af klimamålsætninger og de markante prisfald for såvel vedvarende energi som for elektrolyse. Senest forudser de fleste af den danske regerings klimapartnerskaber i deres rapporter og anbefalinger til politikerne, at Power-to-X bliver en del af det danske energisystem inden for en overskuelig fremtid. Europa-Kommissionen anslår i deres scenarier for at opnå klimaneutralitet i 2050, at PtX kan stå for 21 % af EU-landenes samlede slutforbrug af energi i 2050.

Med analysen ”Gamechangere for PtX og PtX-infrastruktur i Danmark” har Dansk Energi og Energinet sammen forsøgt at beskrive en række gamechangere, der vil afgøre, i hvilket omfang og hvordan Power-to-X bliver en del af det danske energisystem.

Gamechangere er fx gennembrud for billig grøn brint, konkurrence fra brint produceret i andre lande eller påvirkningen fra en anden vigtig teknologi, nemlig fangst og lagring af CO2 fra industrielle kilder eller sågar direkte fra luften.

Analysen viser, at elforbruget til PtX til omstilling af disse svære sektorer i Danmark potentielt kan medføre næsten en tredobling af det nuværende danske elforbrug – hertil kan komme ekstra Power-to-X produktion til eksport fra Danmark til nabolandene samt til at dække efterspørgsel fra nye industrier i Danmark. Power-to-X kan derfor blive en meget stor del af fremtidens danske energisystem.

Infrastrukturen skal udvikles til at understøtte Power-to-X

For at denne markante udvikling i Power-to-X produktion og forbrug kan finde sted er det nødvendigt, at infrastrukturen følger med. Elnettet vil forventeligt få en nøglerolle i transport af store mængder VE-produktion til lands og vands til fremtidens Power-to-X anlæg.

Det er sandsynligt, at der også vil blive behov for infrastruktur til at transportere og lagre brint. Dette gælder i særlig grad, hvis de store havvindsressourcer blandt andet skal udnyttes til Power-to-X. Forbruget af naturgas vil falde de kommende år og levner rum for, at dele af gasnettet og -lagre i stedet evt. kan bruges til stigende mængder biogas, men også til brint eller CO2.

Tilgængeligheden af kulstof (via CO2) til PtX bliver en afgørende faktor for, hvilke behov for infrastruktur, der opstår. Hvis eller når teknologi til direkte fangst af kulstof fra luften slår igennem (Direct Air Capture, DAC), vil det være den enkeltstående faktor med mest vidtrækkende indflydelse på omfang og type af PtX-infrastruktur. For så vil udfordringer med tilstrækkeligt kulstof ved decentrale PtX-anlæg være løst, ligesom DAC vil bane vejen for offshore brændselsproduktion.

Der er brug for nye rammer og kompetencer for at gribe Power-to-X mulighederne

Analysen anbefaler, at demonstrationsprojekter for storskala produktion og anvendelse af PtX skal igangsættes for at gøre hele værdikæden fra produktion, transport og forbrug klar. Sideløbende skal det løbende vurderes, hvordan den danske konkurrencefordel indenfor Power-to-X udvikler sig ift. nabolande og globalt.

Analysen anbefaler yderligere, at infrastrukturen for el, gas og varme bør understøtte, at dansk PtX-produktion bliver så konkurrencedygtig som muligt. Det kan fx være gennem udvikling af elnetprodukter, der belønner fleksibelt brug af elnettet samt giver incitament til, at Power-to-X-anlæggene placeres hensigtsmæssigt i elnettet ift. VE-ressourcer. Desuden gennem mulighed for at udnytte overskudsvarme.   

Ved markant stigende brintefterspørgsel, nabolande der udbygger brintinfrastruktur eller energi-øer med brintproduktion kan der blive behov for dansk brintinfrastruktur. Brintkompetencer og brintregulering bør derfor opbygges på forhånd. Desuden skal der sikres en effektiv fangst af grønt kulstof både med henblik på anvendelse til Power-to-X anvendelse (CCU) eller til lagring (CCS).

Gamechangere for PTX og PTX-infrastruktur i Danmark
Udgivet
2020