NYT MEDLEM

Novo Nordisk bliver del af Danmarks grønne erhvervsorganisation

Landets største virksomhed melder sig ind i Green Power Denmark. ’Vi ser den grønne omstilling som en samfundsopgave, der kalder på nye måder at samarbejde på’, siger Kristina Lee, Corporate Vice President i Novo Nordisk.

Novo Nordisk

– Green Power Denmark kan være med til at fastholde fokus på en samfundsudfordring, der måske nok ligger et par år ude i fremtiden, men som kræver handling nu, siger Kristina Lee, Corporate Vice President i Novo Nordisk, om baggrunden for, at Danmarks største virksomhed har meldt sig ind i Green Power Denmark. Foto: Novo Nordisk

Elektrificering vedrører i stigende grad virksomheder og brancher, hvis mål er at omstille deres forbrug til vedvarende energi. En af dem af Novo Nordisk, der som landets største virksomhed målt på omsætning og blandt de helt store elforbrugere.

For nylig har virksomheden meldt sig ind i Green Power Denmark, som repræsenterer store dele af energisektoren såvel som en række virksomheder inden for bl.a. industri, finans og digitalisering, der ønsker at bidrage til elektrificeringen af Danmark.

– Green Power Denmark kan være med til at fastholde fokus på en samfundsudfordring, der måske nok ligger et par år ude i fremtiden, men som kræver handling nu, siger Kristina Lee, der er Corporate Vice President i Novo Nordisk og blandt andet er ansvarlig for at sikre adgangen til vedvarende elektricitet i virksomhedens medicinalproduktion.

– Elforbruget i Danmark ventes at stige med 62 pct. fra 2022 til 2032. Til sammenligning er vores lands elforbrug blot steget med 16 pct. over de sidste 30 år, siger hun.

Tid til implementering

Om Novo Nordisk

  • Novo Nordisk har siden 2020 investeret i 100 procent vedvarende elektricitet, svarende til hele virksomhedens globale produktion, og genbruger i dag 93 procent af alt sit affald.
  • I 2030 er målsætningen at være fri for CO2-udledninger i drift og transport.
  • Senest i 2045 er målet at være CO2-neutral i alle led af værdikæden.
...

Den omfattende elektrificering stiller helt nye krav til det danske energisystem og kræver store investeringer i bl.a. infrastruktur, der er af afgørende betydning for den daglige drift hos produktionsvirksomheder som Novo Nordisk.

Derfor er det vigtigt, at der træffes de rigtige beslutninger. At de træffes i tide og implementeres, påpeger Kristina Lee.

– For os handler det om, hvordan vi i fællesskab kan sikre den høje forsyningssikkerhed, Danmark har været vant til, samtidigt med, at efterspørgslen eksploderer, og vi skal forsynes af vedvarende energikilder? Det håber vi, at Green Power Denmark kan være med til at svare på og påvirke, forklarer hun.

Fælles om løsninger

Kristina Lees forhåbning er, at medlemskabet kan styrke Novo Nordisk’ politiske, tekniske og økonomiske viden på det grønne energiområde - og komme i dialog med de virksomheder, der kan hjælpe med at levere løsningerne.

– Vi er især nysgerrige på at komme tættere på de virksomheder, der har udviklet de nyeste teknologier og løsninger. For det andet ser vi den grønne omstilling som en samfundsopgave, der kalder på nye måder at samarbejde mellem private aktører, myndigheder og politikere, siger hun.

– Og endeligt håber vi, at det kan styrke vores stemme i samfundsdebatten ift. at skrue op for tempoet af den grønne omstilling, herunder hvordan vi som en af de større elforbrugere kan bidrage.

Global omstilling

Medicinalvirksomheden har siden 2020 investeret i 100 procent vedvarende elektricitet, svarende til hele sin globale produktion. Et område, der fortsat har høj prioritet – både af hensyn til virksomhedens klimamål og kommende udvidelser af produktionen, som både kræver mere vedvarende energi og vished for en høj forsyningssikkerhed.

Senest kunne Novo Nordisk i november offentliggøre planer om de hidtil største milliardinvesteringer i nye produktionsfaciliteter i Kalundborg, hvor virksomheden de seneste år også har medvirket i energieffektive initiativer vedrørende overskudsvarme og ressourceoptimering.

Vores 2030-mål er, at vi ikke har nogle CO2-udledninger fra vores drift og transport, og senest i 2045 vil vi være fuldstændigt CO2-neutrale i alle led af værdikæden, siger vicedirektøren.

I efteråret blev Kristina Lee udpeget af regeringen som forperson for den arbejdsgruppe i den nationale energikrisestab (NEKST), der skal komme med anbefalinger til, hvordan man hurtigere kan udbygge elnettet.

– I den kapacitet afspejler jeg den bredere samfundsinteresse. Den infrastruktur er helt afgørende for, at vi i Danmark kan nå vores klimamål. Hvis ikke vi kan transmittere og distribuere den grønne strøm, vi producerer, omstiller vi ikke Danmark til fossilfri energiforsyning, siger hun om sin rolle i NEKST.

Om Green Power Denmark

I alt har Green Power Denmark cirka 1.500 medlemmer inden for energiindustrien, store og små ejere og opstillere af energiteknologi samt de selskaber, der driver det danske elnet og handler med energi samt energiforbrugere.

...

Nyheder direkte i din indbakke?