Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.
Schulstad bager på at blive grønnere
Både det hvide brød og rugbrødet skal være grønnere. Det er den klare ambition hos Schulstad, der ser el fylde mere og mere både i produktionen og transporten af brød. Vi har besøgt virksomhedens enorme bageri på Avedøre Holme.
Alt lykkes i en gasovn. Sådan lyder et gammelt slogan fra Københavns Belysningsvæsen. Samme erfaring har brødproducenten Schulstad, der bager over 110 forskellige varianter rug- og hvedebrød. I alt 80.000 ton brød bliver der bagt hvert år i de otte gasovne, der døgnet rundt er i gang to steder i landet og giver danskerne frisk brød.
Men fremadrettet skal alt også lykkes i en elovn. For med en firmaambition om at være fossilfri i 2030, så er el ikke til at komme uden om, fortæller produktions- og logistikdirektør Claus Loft. Ovnene er den klart mest energikrævende del af Schulstads virksomhed. I 2020 var virksomhedens totale energiforbrug 52.000 MWh – heraf brugte ovnene de 33.000. Derfor er omlægning af naturgasovne til ovne, der varmes op af grøn strøm et af de steder, hvor der er størst potentiale for at finde CO2-besparelser. Som ekstra bonus er elovne mere energieffektive – blandt andet fordi der ikke er tab fra røggas.
Endnu har Claus Loft ikke skrevet under på en ny elovn, men det ligger i kortene. Og ligesom en god dej skal hæve, så tager det også tid fra beslutning til elovnen står i bageriet. Claus Lofts bedste bud er, at de populære Solsikke-rugbrød eller Chia-boller nok bliver bagt på el indenfor de næste tre år.
Gode erfaringer med el i Norge
– Vi når ikke målet om fossilfrihed i 2030, hvis jeg skal være ærlig, men vi gør hvad, vi kan. En omlægning af vores produktion skal planlægges meget minutiøst, blandt andet fordi vi ikke producerer til lager, fortæller Claus Loft.
Det handler dog ikke kun om planlægning af produktionen. En elovn vil også betyde et stort arbejde med at få styr på alt fra eltavler til nye transformatorstationer. Og så er det ikke mindst et spørgsmål om kroner og øre.
– Vi har otte produktionslinjer i Danmark, og det koster cirka 80 millioner kroner at omlægge én linje. Vi skal også lave omlægningen, så den er økonomisk forsvarlig, slår Claus Loft fast.
Han forventer, at afgifterne på fossilt brændstof som naturgas, der i dag holder gang i bageriet, vil stige, mens el afgiftsmæssigt vil blive billigere, som konsekvens af, at vi som samfund har sat os for at udlede 70 procent mindre CO2 i 2030. Men politikerne har endnu ikke meldt ud, hvordan en eventuel CO2-afgift vil se ud.
– Forudsigelighed er alfa og omega for erhvervslivet. Der skal være en balance i det, vi laver. Vi skal have en business case, og ikke udelukkende nå de grønne mål, siger Claus Loft.
– Vi har brugt gasovne, fordi det er tradition, og fordi det har været billigst. Vi kan lave lige så gode brød i eldrevne ovne. Et norsk søsterselskab har gode erfaringer med elovne, men det er relativt nyt, at vi overhovedet hører om elovne af den her slags, erkender Claus Loft.
Brødet bliver leveret om natten
Schulstad står selv for distributionen af langt størstedelen af sit brød, og også her er der en grøn proces i gang. I 2015 købte virksomheden sin første hybridlastbil, og i dag er cirka 10% af de 66 lastbiler hybrider – der er kommet lidt nyere generationer af hybridlastbilerne til, siden den første blev indkøbt. I hybridlastbiler bliver batteriet ladet op via motor og bremse, men kan ikke lades med grøn strøm udefra.
– Vi sparer naturligvis lidt diesel med hybridlastbilerne, men det batter ikke meget. Den store fordel er, at vi kører meget mere lydløst, så vi kan få lov at komme ind i byerne om natten. Det betyder, at vi ikke sidder i bilkøer og bidrager til trængsel. Alt gør en forskel, mener Claus Loft.
Indenfor de næste seks måneder regner han med, at den første plug-in hybrid kører brød ud til kunderne. Her er batteriets rækkevidde større, og bilen kan lades op via elnettet.
Lars Bradtbjerg, der sidder bag rattet i en af hybridbilerne, har kørt som chauffør i 20 år – de seneste 3½ år for Schulstad, og han er rigtig glad for hybridlastbilen, der giver meget mere komfort end de dieselbiler, han har kørt i tidligere. Der er dog et men, fortæller han med et smil:
– Når jeg kører rundt i de smalle gader på Vesterbro og Nørrebro i København, kan folk ikke høre mig, som de kunne før. Så det kræver større opmærksomhed.