Vilje til klimahandling og råd til regningen - Anbefalinger til efterårets klimaaftaler

Der er brug for, at vi, som land, over de næste tre måneder træffer markante klimabeslutninger. Det kan lade sig gøre, og dette udspil er – til politisk inspiration – Dansk Energis bud på, hvordan.

Udspillet fokuserer på de klimaforhandlinger, regeringen har varslet i efteråret 2020, der berører udledningen fra energiforbruget.

Det gælder:
Tiltag, der bidrager til at reducere de 17 mio. ton CO2, der fortsat skal reduceres.
1. En grøn og langsigtet skattereform, der

  • Gør det attraktivt for alle at vælge grøn energi
  • Begrænser antallet af fossile biler
  • Holder hånden under statens indtægter i takt med at fossile brændsler og fossile biler udfases

2. En klimaaftale for transport:

Omlægning af bilbeskatningen skal suppleres af yderligere tiltag, der sikrer, at transporten bliver grønnere.

Tiltag, der skal sikre, at klimaaftalen for energi og industri realiseres og bidrager med 3,4 mio. ton CO2
3. Fast-track implementering af klimaaftalen for energi og industri:

Klimaaftalen for energi og industri fra juni 2020 forventes at bidrage med 3,4 mio. ton CO2-reduktion i 2030. Aftalen er en rammeaftale, hvorfor CO2-reduktionen kun sker i tide, hvis
Folketinget får besluttet, hvordan aftalens mange initiativer konkret skal implementeres. Folketinget bør frem mod nytår politisk fastlægge seks hovedspor i klimaaftalen.