Pressemeddelelse

Æraen med fossile brændsler lakker mod enden

På COP28 i Dubai ville landene ikke forpligte sig til at udfase de fossile brændsler. Det er ærgerligt, mener Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark, men det ændrer ikke på, at den fossile æra vil slutte, og at fremtiden tilhører vedvarende energi.

COP28 Dubai

Foto: UN Climate Change - Kiara Worth

– Den fossile æra lakker mod enden. Udviklingen går ikke hurtigt nok, men retningen er klar. Inden for få år vil vi se forbruget af fossile brændsler falde, og gradvist vil investeringerne flytte fra kul- og olieproduktion til vedvarende energi, forudser Kristian Jensen.

I aftaleteksten fra Dubai bliver landene opfordret til at udfase fossile brændsler. Det er altså noget svagere end en forpligtelse, som blandt andre EU har ønsket. Kristian Jensen er ærgerlig over, at det ikke lykkedes for verdens lande at blive enige om en mere håndfast beslutning i forhold til de fossile brændsler. Men han er overbevist om, at det vil ske på en af de kommende klimakonferencer.

– Verden er tilsyneladende ikke helt moden til en udfasning endnu. De olieproducerede lande stritter i mod, og de henter støtte hos en gruppe af fattigere lande, som er usikre på, hvordan de skal skaffe energi til deres befolkninger, siger Kristian Jensen.

– Når vi skal udfase fossile brændsler, er vi nødt til at stille viden og finansiering til rådighed for de lande, som ikke selv har styrken til at opbygge et energisystem, som kører på sol og vind. Hvis vi gør det, kan vi få flere lande over på den grønne side, mener han.

Jeg glæder mig over, at der er sat en udvikling i gang, som selv ikke de mørkeste kræfter kan stoppe. Vedvarende energi er fremtiden.
Kristian Jensen, adm. dir., Green Power Denmark

COP28 bragte os på nogle områder et godt stykke videre. Det er markant, at aftaleteksten adresserer behovet for at øge investeringerne i vedvarende energi og energieffektivitet. Landene opfordres til at tredoble investeringer i vedvarende energi og fordoble energieffektiviseringerne frem mod 2030.

– Det vil være en imponerende bedrift, hvis det lykkes at tredoble produktionen af vedvarende energi. Det vil holde kloden på sporet mod en temperaturstigning på 1,5 grader, som vi har lovet hinanden i Paris-aftalen, siger han.

Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi, IRENA, anslår, at det vil kræve investeringer for svimlende 30 billioner USD (næsten 210.000 milliarder DKK) at tredoble produktionen af vedvarende energi og fordoble energieffektiviteten.

Ifølge IRENA skal der for eksempel opføres omkring 3.500 GW vindmøller rundt omkring i verden. Det vil koste over 4 billioner USD (28.000 milliarder DKK).

– Vi kan gøre det, hvis vi vil, men det kræver en enorm indsats. Jeg glæder mig over, at der er sat en udvikling i gang, som selv ikke de mørkeste kræfter kan stoppe. Vedvarende energi er fremtiden, og det bliver understreget igen med den historiske beslutning fra COP28, siger Kristian Jensen.

Nyheder direkte i din indbakke?