Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

DATA SPACE

Forsyningsselskaber skal teste drejebog for friere data

Frisættelse af data for el, vand, varme og andre forsyningsarter står højt på ønskelisten for regeringen, Folketinget og EU. For at konkretisere, hvad udnyttelse af data egentlig kan gå ud på, har Dansk Energi og Energinet indledt en dialog med en række parter om, hvordan et nyt Data Space kan løfte det danske samfund.

– Nu skal vi videre! Vi skal have lavet en drejebog og et fundament for, hvordan vi i Danmark kan blive langt bedre til at udnytte data til at fremme den grønne omstilling og skabe et klimaneutralt samfund. Elnetselskaberne er med den nye elforsyningslov udset til at skulle tage teten. 

Dansk Energis viceadm. direktør Anders Stouge er normalt en rolig mand, men nogle sager tager bare lang tid. Måske endda for lang tid.

– Vi har talt om udnyttelse af data fra forsyningssektorerne i mange år. En del er sket med opsamling af data bl.a. fra 3,3 millioner smarte elmålere, men potentialet vokser, og andre EU-lande er på vej op i gear. Det er nu, vi i Danmark skal tage de næste store skridt, siger Anders Stouge.

Bred dialog om Data Space

For at speede processen op inviterer Dansk Energi i samarbejde med Energinet i øjeblikket interesserede parter til workshops og webinarer om oprettelsen af et Data Space med udgangspunkt i publikationen Dialogoplæg: Etablering af et Data Space for Energi og Forsyning.

Baggrunden er

  • at EU-Kommissionen taler varmt om et grønt og digitalt Europa frem mod 2030 og afsætter vildt mange penge til en klimaindsats under overskriften Fit-for-55 og skabelsen af et digitalt årti i regi af ’Digital Europe’.
  • at regeringens digitaliseringspartnerskab netop ser oprettelsen af et Data Space som nøglen til at komme videre: ’Med udgangspunkt i el-området skal der etableres et nationalt Data Space for energi og forsyning. I takt med den øgede tilgængelighed af data fra gas-, vand- og varmesektorerne involveres disse i data spacet’, lyder anbefalingen fra partnerskabet.
  • at frisættelse af data for el, vand, varme og andre forsyningsarter også står højt på ønskelisten for regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen og Folketinget. Der er fx et bredt flertal for at fremme initiativer, der kan understøtte et effektivt, fleksibelt energisystem.

Netop fleksibilitetsdagsordenen er ekstrem vigtig for at undgå overinvesteringer i elnettene, påpeger Anders Stouge. Smart styring kan mindske behovet for kabler, transformerstationer og andet udstyr, så Anders Stouge ser brug af forbrugsdata til styring af elforbrug for eksempel fra varmepumper og elbiler som et af de oplagte emner, det nye Data Space skal tage under kærlig behandling.

– Visionen er, at brugere af data får en fælles adgang, som de kan hive relevant data ud af og helst så aktuelle data som muligt. Fremover er vi nødt til at se digitalisering som infrastruktur på lige fod med ledninger og rør, siger Anders Stouge.

Vi skal være førende inden for effektiv og bæredygtig anvendelse af naturens ressourcer, så Danmark kan blive CO2-neutralt. Anvendelse af forsynings- og klimadata skal være med til at skabe grundlaget herfor. Samtidig skal vi udnytte de iboende potentialer i disse data til at bane vejen for at nedbringe borgeres, virksomheders og myndigheders klimaaftryk.
Regeringens Digitaliseringspartnerskab

Behov for frisættelse af data

Regeringen fremlægger formentlig snart en digitaliseringsstrategi, og opfordringen fra Dansk Energi er klar:

Tilmeld dig webinar 8. februar

Dansk Energi inviterer sammen med en lang række partnere til webinar om perspektiverne i et Data Space. Den 8. februar vil deltagerne få bud på, hvordan vi kickstarter dialogen og samarbejdet om at etablere det digitale fundament for en effektiv grøn omstilling.​​​​

Programmet er udviklet i dialog med Energinet, DANVA, Dansk Fjernvarme, Danske Vandværker, Evida, Dansk Erhverv, KL, DI og DMI.

Læs mere og tilmeld dig webinaret.

...

Frisættelse af data via et Data Space kan give grobund for ny innovation og nye inspirerende måder at drive elnet og andre typer forsyning. Frisættelse af elnetselskabernes data skal jf. den nye elforsyningslov agere spydspids – og som anbefalet af digitaliseringspartnerskabet – for andre forsyningsarter, siger Anders Stouge.       

Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent frem mod 2030 og være et klimaneutralt samfund i 2050. År 2030 er lige om lidt, så ifølge Dansk Energi haster det med at skabe en effektiv grøn omstilling.

– Forbrugerne skal aktiveres! Familier og virksomheder skal sættes i stand til at reducere klimaaftryk fra el-, varme-, vand- og gasforbrug - uden at opleve tab af komfort, stigende priser og fald i kvalitet, påpeger Anders Stouge.

Nøgleordene er data og dyb digitalisering inden for og på tværs af forsyningsarter og landegrænser. Den aktuelle dialog handler derfor bl.a. om at udvikle et sæt fælles digitale spilleregler, der sikrer, at data kan anvendes på tværs af sektorer og lande.

– Vi skal konsekvent tænke på tværs. Et helt centralt element i et Data Space for Energi og Forsyning er dialog og samarbejde. Sektorer, myndigheder og virksomheder skal arbejde tæt sammen, fastslår Anders Stouge.

Nyheder direkte i din indbakke?