Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Ingen strøm

Fossile brændsler svigter Texas i nødens stund

Ekstrem kulde tvinger gas- og kulfyrede kraftværker i knæ og efterlader millioner af texanere uden elektricitet. Republikanere forsøger at gøre vindmøller til syndebuk, men det afvises af dem der sidder med systemansvaret.   

Energiselskaberne i Texas kæmper en hård kamp for at få genetableret elforsyningen i den hårdt plagede amerikanske delstat. Efter flere dage med blackouts lever 600.000 texanske hjem fortsat torsdag eftermiddag uden elektricitet i en situation, hvor vinteren bider hårdt i det normalt solrige hjørne af USA.

Uden el er det svært at lave mad, få rent drikkevand, være på Internettet… og nyde godt af alle de andre goder, der er forbundet med moderne elektricitet.

Både American Electric Power Texas og Oncor har ifølge poweroutage.us ca. 130.000 netkunder uden strøm i stikkontakterne. Andre knap 110.000 familier hos CenterPoint Energy har heller ingen forsyning.

Myndighederne i Texas har oprettet over 200 officielle ’varmestuer’ til forfrosne borgere.

Udstyr er frosset til

Udviklingen i Texas er et skoleeksempel på, at alt det, der kan gå galt, er gået galt. Rent teknisk står det klart, at hovedproblemet har været, at gassystemet og en række gaskraftværker ikke har kunne klare det usædvanligt kolde vejr.

Vi skal fastholde vores danske forsyningssikkerhed

I Danmark er der meget langt mellem rigtig store strømafbrydelser, som dem texanerne oplever i disse dage. Sådan skal det også være i fremtiden, fastslår markedsdirektør Kamilla Thingvad fra Dansk Energi.

- Vi skal fastholde en ambition om høj forsyningssikkerhed, så vi i takt med den øgede elektrificering af vores samfund fortsat kan regne med strømmen, når vi har brug for den. Det er imidlertid også mere og mere tydeligt, at vi indenfor de nærmeste ti år kan komme til at stå over for betydelig effektmangel, påpeger Kamilla Thingvad.

Folketinget stiler efter 70 procent færre udledninger af drivhusgasser i 2030 og klimaneutralitet inden 2050. Konsekvensen af det er flere millioner elektriske køretøjer, Power-2-X, elektrificering af industrier, samt CO2-opsamling, -deponering og -udnyttelse (CCS/U). Fremtiden bliver meget anderledes – og meget elektrisk.

- Elsystemet anno 2030, anno 2040 og videre frem skal understøtte meget store elforbrug. Samtidig kan også vi risikere ekstremt vejr som følge af klimaforandringer. Alt det taler for et særdeles robust elsystem, fastslår Kamilla Thingvad

...

Lørdag den 13. februar lavede gaspriserne en hockeystav, og elpriserne fulgte med op. Frostgraderne fortsatte, og Valentines-dag i søndags gav det sydlige USA en kold, uromantisk skulder. Mandag var der brug for knap 70 GW elektricitet, hvilket var ny vinterrekord i Texas.

Udstyr på mange gaskraftværker, der står for godt halvdelen af Texas' el-kapacitet, har været frosset til og har sat en massiv kapacitet ud af spillet. Konsekvens: Tirsdag var 3,3 millioner hjem uden strøm.

I runde tal er Texas' elsystem designet, så det kan klare et vinterudfald på 10 GW (10.000 MW) af den kapacitet, der forventes at stå til rådighed. Tidligere på ugen var 46 GW gas, kul, atomkraft og vedvarende energi 'offgrid'. Ca. 28 GW var gas, kul og atomkraft, mens 18 GW var vind og sol.

Elforbruget i Texas er generelt meget højt, men mangel på – dyr – naturgas har fået en del texanere til at tænde for deres elopvarmning, hvilket har bidraget til nye forbrugsrekorder.

Læg dertil, at en del elledninger er væltet i uvejret, at en del kraftværker er ude til service (peakforbruget er typisk om sommeren), og at texanske politikere har tiltro til, at markedet – og ikke kraftværker betalt til at stå standby – kan håndtere kriser som denne.

Summa summarum: Vi har ’den perfekte storm’, som amerikanerne siger.   

Vigtigt marked for Ørsted

Solenergi (over 3 GW) forventes ikke at yde ret meget om vinteren, så nogle amerikanske medier har - ansporet af republikanske politikere - klandret vindmøllerne for miseren.

I alt er der etableret ca. 30 GW vind i Texas, der er et vigtigt marked for Ørsted. I Texas har den danske energikoncern 1.325 MW vindkraft i drift fordelt på fem parker. Derudover er omkring 1.000 MW vind- og solenergi ved at blive etableret.

Meldingerne fra Texas er, at vindmøllerne trods de overraskende kuldegrader har leveret nogenlunde som forventet for en vinterperiode. En del texanske vindmøller er etableret uden beskyttelse mod tilisning, hvilket er standard i mange andre delstater i USA – og ja, nogle af vindmøllerne har stået stille under de ekstreme vilkår. 

Vindmøller med begrænset ansvar

Guvernør Greg Abbott, der er republikaner, har været hurtig til at gøre vindmøllerne til syndebuk til nedbruddet, men det er ude af proportioner. Produktionen fra vindmøllerne var nogenlunde som forventet i en vintermåned, selv om der ganske rigtigt ikke blev leveret for fuld kapacitet.

Dan Woodfin, der er seniordirektør for systemdrift i selskabet med det overordnede ansvar for elsystemet, Electric Reliability Council of Texas (ERCOT), fastslår da også, at vindmøllerne er den mindste faktor bag det omfattende nedbrud. TSO-direktøren bekræfter, at hovedårsagen er frossent udstyr på gas-, kul- og atomkraftværker kombineret med begrænsede gasleverancer.

- Nedlukning af vindmøller står for ca. 13 procent af strømafbrydelserne, oplyser Dan Woodfin ifølge amerikanske medier.

The Lone Star State

ERCOT og dets samarbejdspartnere knokler nu med at få genopbygget kapaciteten – herunder på atomkraftværket South Texas blok 1. I flere døgn har atomkraftværket ingenting leveret, men det er nu igen startet op og leverer torsdag ca. 36 procent af sin kapacitet på knap 1,3 GW. 

ERCOT er under massivt pres for at få styr på situationen. På Twitter, Facebook og andre medier bliver TSO’en hånet af frustrerede texanere og mange andre for sin indsats for at få strømmen tilbage.

’The only thing hot in Texas right now is the outrage and anger’, opsummerer den kendte tv-journalist Dan Rather på Twitter, hvor han efterlyser ’svar, pålidelighed og handling’.

ERCOT og de øvrige energiselskaber står midt i en svær og til dels selvforskyldt situation. Elmæssigt hænger ’The Lone Star State’, som Texas kalder sig selv, kun svagt sammen med nabostaterne og Mexico, så der er ikke hjælp at hente udefra.

I årtier har Texas’ politiske elite meget bevidst forsøgt at holde sig fra tættere samarbejde… af frygt for at blive pålagt nationale regler for en meget liberal energipolitik med mere fokus på pris end forsyningssikkerhed.

Republikanere klar til kamp

Meldingerne fra guvernør Greg Abbott skal også til dels ses i en national sammenhæng, hvor republikanerne gør sig klar til at bekæmpe præsident Joe Bidens klima- og energipolitik.

Biden har som en af sine første embedsgerninger genindmeldt USA i Paris-aftalen, og det forpligter til en styrket indsats for at nedbringe udledningerne af drivhusgasser i USA… inklusive Texas, hvor olie- og gasindustrien fortsat er en magtfaktor.

Texas er ikke alene om at slås mod de ekstreme kuldegrader, der ifølge nogle klimaforskere er en paradoksal konsekvens af den globale opvarmning fremprovokeret bl.a. af afbrænding af kul, olie og naturgas. Aktuelt er også over 100.000 kunder både i Louisiana og Mississippi ramt af strømafbrydelser.     

Nyheder direkte i din indbakke?