Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

TOOLBOX

Stigende energipriser: EU finder værktøjskassen frem

Med sit udspil til at imødegå de stigende energipriser slår EU-Kommissionen fast, at løsningen er en hurtig udbygning af grøn energi og et stærkt indre marked for energi. Det er den vej, Europa skal gå, mener Dansk Energi, som dog er bekymret for, at nogle medlemslande overvejer markedsindgreb.

Priserne på energi stiger voldsomt over hele Europa, og især er prisen på naturgas på himmelflugt med en seksdobling på ét år. Det rammer de europæiske befolkninger, som kan se frem til en vinter med en højere el- og varmeregning.

Derfor har EU-Kommissionen fundet en værktøjskasse frem med en række tiltag, som EU og medlemslandene kan tage i brug for at dæmme op for de stigende energipriser på kort og lang sigt.

– Den nuværende situation er exceptionel, og det indre marked for energi har tjent os godt i 20 år. Men vi skal også sikre os, det gør det i fremtiden, sagde energikommisær Kadri Simson, da hun lancerede tiltagene.

Her vil EU-Kommissionen blandt andet iværksætte en analyse af det europæiske energimarked, som energitilsynet, ACER, skal stå for. Dansk Energi vil følge tæt med i, hvad formålet med analysen helt præcist er.

– Løsningen på de stigende energipriser er, at Europa bygger mere grøn energi hurtigere og styrke det indre marked for energi. Så hvis analysens formål er at undersøge det, er det godt. Men jeg bliver bekymret, når der er stemmer i nogle medlemslande, der taler for markedsindgreb. Det sender forkerte signaler til investorerne, siger Anders Stouge, viceadm. direktør i Dansk Energi.

Han henviser til, at Frankrig har foreslået at gribe ind og afkoble el- og gaspriserne.

Der er en risiko for, at energikrisen får nogle til at ville ind og sparke til hele fundamentet for den grønne omstilling. Det vil være en katastrofe, siger Anders Stouge.

Svaret er flere vindmøller og solceller  

Andre EU-lande har talt for at øge antallet af CO2-kvoter i Europa for at afbøde de stigende energipriser. Men her sætter Kommissionen foden ned og nægter at pille ved kvotesystemet.

Ved fremlæggelsen af tiltagene understregede energikommisæren, at løsningen på langt sigt er, at Europa etablerer mere grøn energi hurtigere. Derfor opfordrer Kommissionen medlemslandene til at fremskynde procedurerne for godkendelse af nye vind- og solparker.

– Det er den vej, EU skal. De stigende energipriser må for alt i verden ikke ende med, at politikerne får tynd mave. Vi skal holde fast i klimaambitionerne, så vi på sigt kan blive mindre afhængig af fossile brændsler, som er hovedårsagen til de høje priser, vi ser nu, siger Anders Stouge og fortsætter:

– På kort sigt kan medlemslandene overveje at hjælpe de dele af befolkningen, som er hårdt ramt af energiprisernes himmelflugt. I Danmark giver det god mening, hvis regeringen fremrykker planerne om at sænke elafgiften, som rammer socialt skævt, siger Anders Stouge.

Svaret på de stigende energipriser er at bygge flere vindmøller og solceller over hele Europa, og på den måde blive mindre afhængig af den fossile gas, som er hovedårsagen til de høje priser, vi ser nu.
Anders Stouge, viceadm. dir., Dansk Energi

En kombination af flere faktorer er skyld i, at energipriserne i Europa stiger markant. Det er primært prisen på naturgas, der trækker energipriserne op. Samtidig er der kommet hurtigt gang i økonomierne efter corona, hvor det meste af verden i foråret 2020 stod med udsigt til økonomier på skrump og lave priser på alt fra el til kul, olie og gas.

Udviklingen i økonomierne betyder, at vi nu bruger meget mere energi end forventet. Markedet har ikke kunnet reagere hurtigt nok på den øgede efterspørgsel til at levere nok kul, olie og gas.

På EU-topmødet den 21.-22. oktober skal EU's stats- og regeringschefer blandt andet diskutere de stigende energipriser.

Nyheder direkte i din indbakke?