Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.
Sydafrika gør – måske – op med kul-arven fra apartheid
Danmark samarbejder med Sydafrika om udvikling af grønne energiløsninger, der helt eller delvist kan erstatte kulkraft. Succesfulde VE-udbud er afløst af voldsom uro om energipolitikken, men nu kommer Sydafrika formentlig tilbage på sporet.
Sydafrika er et af 15 lande, Danmark har udvalgt til partnerland inden for klima og energi. Samarbejdet fungerer, men bagtæppet er mange interne sydafrikanske trakasserier. Nu lysner det i Sydafrika, der – måske – er ved at gøre op med en tung kul-arv fra apartheid.
Sydafrika står ved en skillevej, hvor det økonomisk og klimamæssigt mest oplagte er at satse massivt på vedvarende energi, men hvor både kulkraft og atomkraft spøger i kulissen. Den sydafrikanske regering vil ifølge sin seneste udviklingsplan etablere mindst 20.000 MW vedvarende energi frem mod 2030, så set med danske eksport-øjne er der enorme muligheder.
For at få Sydafrikas energisektor ind under huden – og ned i lungerne – kan man køre fra hovedstaden Pretoria og mod øst. Efter en times kørsel på glimrende veje ligger grænsen til Mpumalanga-regionen, der lægger kulholdig jord til de fleste af Sydafrikas kolossale kulkraftværker.
Kendal Power Station viser sig som en dinosaur i horisonten. Fem køletårne og to skorstene presser sig op mod himlen. Med en kapacitet på 4.116 MW er Kendal Power Station, der blev sat i drift fra 1982-93 og drives af energikonglomeratet Eskom, det største kraftværk i Afrika.
Til sammenligning: Avedøreværkets to blokke har en samlet kapacitet på 648 MW.
I alt har Sydafrika ca. 40.000 MW kulkraft. Gammel, pensionsmoden kulkraft.
Kul ligger frit tilgængeligt
I vejkanten ved Kendal Power Station ligger der små kulstykker, og på vejene er der livlig trafik af lastvogne. Mange lastvogne. Faktisk rigtig mange. Nogle af kraftværkerne i området modtager kul direkte fra transportbånd fra lokale kulminer, men meget kul bliver transporteret på hjul af vognmandsfirmaer med ansatte fra aktive fagforeninger. I et land med høj arbejdsløshed er ’nye jobs’ en del af den ligning, der skal gå op, hvis kullene skal udfases.
I luften over det knastørre landskab hænger der transmissionsledninger, der bringer den sorte elektricitet frem til kunder primært i Pretoria/Johannesburg – hovedstadsregionen, der opstod efter fund af guld og nu bebos af over otte millioner mennesker.
De fleste har el i stikkontakterne
Kraftværkerne i Mpumalanga er en del af arven fra apartheid-regimet, der brød sammen og blev afløst af Nelson Mandelas ANC i 1994.
Apartheid var forhadt af den sorte befolkning, og den sydafrikanske raceadskillelses-politik blev i stigende grad ugleset i den internationale opinion. Med en stadig strammere embargo var det hvide regime nødt til at satse på egne ressourcer – altså kul til produktion af elektricitet (Eskom) og kul til produktion bl.a. af syntetiske brændstoffer i kemikalieselskabet SASOL.
Under apartheid fik Sydafrika opbygget en enorm el-kapacitet, og Eskom dækker den dag i dag 45 procent af det samlede elforbrug i Afrika.
I Sydafrika har 85 procent af befolkningen adgang til el – 15 procent har ikke. I mange af de andre afrikanske lande syd for Sahara er det typisk omvendt. Ifølge den sydafrikanske regering skal mindst 95 procent af befolkningen have adgang til elnettet eller offgrid-løsninger inden 2030.
Kraftværkerne i Sydafrika har i årevis leveret billig strøm, men på det seneste er Eskom begyndt at sætte elpriserne op – bl.a. hårdt presset af, at kullene er blevet dyrere at udvinde og af en række uheldige investeringer i ny kulkraft.
Hotspot for luftforurening
Kraftværkerne udspyr masser af luftforurening. Med 12 ældre kulfyrede kraftværker har Mpumalanga-regionen været og er stadig er af de mest forurenede områder i verden med dødelige konsekvenser for dele af lokalbefolkningen.
Selv under normale drift er Mpumalanga et hotspot for SO2, NOx, partikler mm., og indimellem sker der apokalyptiske hændelser; senest den 16. september hvor en markbrand bredte sig og satte ild til et kul-transportbånd af gummi.
Kraftværkerne i Mpumalanga har rundet eller er ved at runde pensionsalderen, men det er ikke let at lukke anlæg i en situation, hvor der er mangel på kapacitet og stor efterspørgsel på energi. Sydafrikanerne oplever hyppige strømafbrydelser, hvilket er voldsomt irriterende for almindelige mennesker og direkte skadeligt for de virksomheder, der bliver ramt.
Galopperende omkostninger på nye anlæg
Ny kulkraft er undervejs, og det kan man se 15 kilometer nord for Kendal Power Plant. En ny mastodont, Kusile Power Station, hæver sig op over landskabet.
Kusile er planlagt til 4.800 MW kulkraft, men værket kæmper fortsat på at komme op i omdrejninger her knap 12 år efter, at de første kontrakter på komponenter blev indgået. Et tilsvarende projekt, Medupi Power Station længere oppe mod nord på grænsen til Botswana, er også forsinket og ramt af galopperende omkostninger.
Hvis de to skandaleramte værker går i fuld drift, vil de tilsammen hvert år udlede mere CO2 til atmosfæren, end Danmark slipper ud i disse år. Det vil de formentlig gøre hvert år frem til 2050.
Hvis det sydafrikansk-danske samarbejde fører til, at Sydafrika undlader at bygge blot ét kæmpe-kulkraftværk, vil det – som minimum – skåne atmosfæren for, hvad der svarer til en halvering af den aktuelle danske CO2-udledning på ca. 50 mio. tons.
Succesrige udbud på grøn el
Sydafrika har rige vind- og solenergiressourcer også i Mpumalanga, og en række succesrige udbud fra 2010 og frem har sørget for, at uafhængige producenter nu bidrager med 4.000 MW vedvarende energi herunder en del vindenergi med Vestas Wind Systems som en af leverandørerne.
Ekstra 2.000 MW grøn energi er på vej, men de seneste år har udbygningen været forplumret af, at ANC-regeringen tilbage i Jacob Zumas tid som – vedvarende korruptions-mistænkt – præsident pludselig valgte at gå efter russisk atomkraft-teknologi for 100 mia. dollar. Finansministeren nægtede at skrive under og blev fyret.
Et af elementerne i det højspændte politiske drama, der fulgte, var, at statsejede Eskom afviste at skrive under på nye kontrakter fra uafhængige el-producenter.
I starten af 2018 røg Jacob Zuma selv ud med piber og trommer, og et større oprydningsarbejde blev sat i gang – også i Eskoms topledelse, der var fedtet ind i en række korruptions-anklager.
Ny energiplan på vej
Afløseren som præsident hedder Cyril Ramaphosa, og alle venter nu spændt på, hvad han og ANC spiller ud med i den næste ’integrated resource plan’, der har været længe undervejs.
Mange tal svirrer i luften over Pretoria, hvor regeringen bliver lobbyet til det sidste, men en fordeling af energimikset i 2030 kan ifølge sydafrikanske medier være som følger: 34.000 MW kul, 1.860 MW atomkraft, 4.696 MW vandkraft, 2.912 MW pumpekraft, 7.958 MW solceller, 11.442 MW vind, 11.930 MW gas og 600 MW concentrated solar.
Altså mindre kulkraft og mere vedvarende energi inkl. et stærkere elnet.
Om få dage mødes den danske ambassadør Tobias Elling Rehfeld med Sydafrikas minister for mineraler og energi, Gwede Mantashe, for at diskutere, hvordan dialogen mellem de to lande kan styrkes. Senere på måneden følges den danske charmeoffensiv op med et besøg i Sydafrika af departementschef Lars Gert Lose fra Udenrigsministeriet.
