Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Elektrificering

Bliv klogere på klimaaftalen: Ud med olie- og naturgasfyr

Den nye klimaaftale vil gøre det af med olie- og naturgasfyr i danske hjem. Vi stiller skarpt på den del af aftalen, der skal få mere grøn el ind i opvarmningen. Husejere sparer 3.000 kr. om året med de seneste to års afgiftslettelser på el til varme.

De 460.000 olie- og naturgasfyr, der står rundt omkring i Danmark, brænder på sidste vers. Den nye klimaftale gør det endnu mere attraktivt at skrotte de svinende fyr og i stedet investere i varmepumper eller fjernvarme.

Vi er dykket ned i klimaaftalen og har spurgt Torsten Hasforth, seniorøkonom i Dansk Energi, hvad den betyder for klimaet, danskernes varmeregning og den grønne omstilling i industrien.

Hvad betyder klimaftalen for udfasningen af olie- og naturgasfyr?

Ved at gøre grøn varme billigere end olie- og naturgasfyret tilskynder klimaaftalen danskerne til at vælge klimarigtig opvarmning. Det er et vigtigt fortsat skridt i den grønne omstilling. De næsten en halv million naturgas- og oliefyr, vi har i dag, skal nemlig ud for at nå 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030 – sammenlignet med 1990.

Der er tre konkrete tiltag i klimaaftalen, som hjælper den grønne el ind i opvarmningen. For det første bliver det billigere at få varme fra varmepumper. Elvarmeafgiften sættes ned fra cirka 16 øre/kWh til under 1 øre/kWh. Det er uanset, om det er til små private varmepumper eller til varmepumper i fjernvarmen.

Pressemeddelelse

Med masser af grøn el fra to energi-øer, samt Power-to-X og eldrevne varmepumper er den nye klimaaftale et solidt grønt fremskridt...

For det andet afsætter politikerne tilskudsmidler i de næste ti år til udskiftning af olie-og gasfyr, til afkobling fra naturgasnettet og til udrulning af fjernvarme. For det tredje bliver naturgaskunder løst fra deres binding til nettet, så de kan fravælge fyret til fordel for en varmepumpe.

Hvilken klimaeffekt har det?

I dag udleder olie- og naturgasfyrene over to mio. tons CO2. Hvis vi tæller erhvervets brug af naturgas og olie til rumvarme med, kommer tallet op på næsten tre mio. tons CO2. Det er den udledning, som tiltagene skal være med til at reducere.

Er det nok?

Regeringen vurderede med sit udspil i marts, at man kunne få cirka 30.000 oliefyr og 65.000 gasfyr skrottet over fire år. Gårsdagens klimaaftale indeholder mange af de samme elementer, men har løftet tilskudspuljen yderligere.

Her er der to ting, som er vigtige. For det første at rammer for tilskud hurtigt falder på plads og bliver givet på enkle og lempelige kår, så de hjælper danskerne med at skifte hurtigt. For det andet at vi nu ser, hvad de ændrede rammevilkår betyder, og så må der tages bestik om et eller to år, om omstillingen peger i den rigtige retning? Om vi er på vej mod forsvindende få fyr i 2030?

Hvad kommer danskere, der varmer deres hjem op med el, til at spare på varmeregningen?

Over de sidste to år er afgiften på el til varme rykket gevaldigt i den rigtige retning. I 2017 var elvarmeafgiften 40 øre/kWh. Med klimaaftalen er den afgift nu blevet reduceret til 0,8 øre/kWh for husholdninger.

Det betyder, at et gennemsnitligt parcelhus, der får sin varme fra varmepumper sparer 3.000 kr. om året. Den besparelse gør sig også gældende for de fjernvarmeværker, som bruger varmepumper til deres varmeproduktion. I gennemsnit er den årlige udgift til drift af et oliefyr 30.000 kr., 20.000 kr. for et gasfyr og 4.000 kr. for en varmepumpe.

Hvad betyder det for dansk erhvervsliv?

Denne klimaaftale er også en mulighed for, at erhvervet kan skifte den olie og naturgas, som de bruger til rumvarme ud med varmepumper. For erhvervet betaler også afgifter af deres rumvarmeforsyning.

Nyheder direkte i din indbakke?