Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Interview

Fiber til alle!

Thy-Mors Energi er på nippet til at have bygget en komplet fiberinfrastruktur til alle andelshavere. Det er et bevis på, hvad man kan løfte i et fællesskab med stor handlekraft, fortæller adm. direktør Lars Peter Christiansen i et interview med Magasinet Energi.

- Vi kan koble op til 20 husstande på hvert skab og blæse fiber mere end en kilometer i hver retning. I dag er det dog det hvide hus lige derovre, vi skal koble på, så det er en af de nemme, siger Thomas Bekhøj og peger over på den anden side af vejen, mens han roder med sin myriade af farvede ledninger.

Vi befinder os på Langebæksvej ved Thisted. Her har vi sat direktøren for Thy-Mors Energi, Lars Peter Christiansen, stævne til en snak om fiberadgang. En adgang, som bestyrelsen for snart seks år siden satte sig for skulle være et tilbud til alle andelshavere inden udgangen af 2020.

Den lokale beslutnings- og handlekraft har betydet, at vores lokalsamfund nu er bedre rustet til den digitale fremtid.
...

I disse dage rulles fibernettet ud til de sidste husstande på Mors, og til sommer fuldendes projektet i Thy og på Thyholm.

Portræt, fiber-interview Thy-Mors

- Den lokale beslutnings- og handlekraft har betydet, at vores lokalsamfund nu er bedre rustet til den digitale fremtid. Fibernettet er et tydeligt bevis på, hvad vi som koncern formår at løfte i kraft af fællesskabet, forklarer Lars Peter Christiansen mellem de æresrunder, han tager på Thomas’ medbragte arbejdscykel.

Fra land til by

Filosofien har været at starte udbygningen af fibernettet i landområder, hvor de eksisterende muligheder har været udfordrede på grund af forældet teknologi. Her har Thy-Mors Energi været i stand til at skabe umiddelbar værdi og dermed opretholde et konstant investeringstempo. Tempoet har været højt, og med en årlig investering på cirka 60 millioner kroner har de været i stand til at tilbyde 4-5000 nye adresser lynhurtigt internet hvert år.

- Vi er et infrastrukturselskab, hvis kerneopgave er at skabe og udvikle den teknologiske infrastruktur bedst muligt, præcis som vi ser det i dag på el- og fibernettet. Fremover skal vi drive el- og fibernettet for vores 44.000 andelshavere så godt som muligt, og det er en opgave, som vi har enormt stor respekt for. Samtidig er det også et ansvar, som vi meget gerne tager på os, siger Lars Peter Christiansen.

Vi er et infrastrukturselskab, hvis kerneopgave er at skabe og udvikle den teknologiske infrastruktur bedst muligt, præcis som vi ser det i dag på el- og fibernettet.
...

Rusland og Moldova

Lars Peter Christiansen er infrastrukturmand til fingerspidserne, og har blandt andet boet i Rusland i otte år som udsendt af GN Store Nord og den daværende udgave af TDC. Han var også en tur forbi Moldova, som han og hustruen Elena dog valgte at vende hjem fra, af hensyn til familiens sikkerhed, for cirka 20 år siden.

Detalje, fiber-interview Thy-Mors

Siden har den stået på internet og fiber, blandt andet i norske Altibox med base i Stavanger og som fiberchef i Thy-Mors Energi i fire år, inden han overtog direktørposten i 2016.

Kort forinden var der blevet sat årstal på den færdige udbygning af fibernettet. Det har nu været meningen fra begyndelsen, at det skulle ud til alle, for ’det er ikke særlig kommercielt attraktivt for dem, der skal levere indholdet, hvis der er store huller i dækningen’, som Lars Peter Christiansen udtrykker det.

- Vi har også hele tiden arbejdet hen imod et åbent fibernet, hvor flere leverandører kan byde ind. Det opnår vi fra 2020 med den aftale, vi har indgået med OpenNet. Som andelsselskab er vores fornemste opgave at skabe lokal værdi, og det gør vi blandt andet ved at skabe rammerne for, at andelshaverne får frihed til selv at vælge tjenesteudbyder.

Fortjener anerkendelse

Lars Peter Christiansen er også formand for Dansk Energis fibernetudvalg, og han fortæller med lige dele begejstring og indignation, hvor banebrydende – og overset – en beslutning det var, at energibranchen i midten af nullerne begyndte at investere i fiber.

Dengang blev beslutningen akkompagneret af buh-råb fra folk, der var overbevist om, at ingen nogensinde ville få brug for forbindelser på mere end 20 megabit.

Jeg synes, det fortjener langt mere anerkendelse, end det har fået, at forbrugerejede selskaber selvstændigt gennemførte en investering i næste generations digitale infrastruktur.
...

I dag er den mest almindelige hastighed 150/150 Mbit, og efterspørgslen på en hurtigere fiberforbindelse stiger støt i takt med, at der streames mere, og flere vælger at arbejde hjemmefra.

Bil, fiber-interview Thy-Mors

- Jeg synes, det fortjener langt mere anerkendelse, end det har fået, at forbrugerejede selskaber selvstændigt gennemførte en investering i næste generations digitale infrastruktur. En infrastruktur, der ellers aldrig ville blive etableret, og en investering som har bragt Danmark foran i forhold til digitalisering. Selvfølgelig er der begået fejl undervejs. Når man er på ukendt grund, skal man selv skabe stien, man går på. Som branche kunne vi også have været bedre til at samarbejde, men nu er infrastrukturen der, og det er der mange i den store verden, som misunder os.

Beslutningskraft ligger lokalt

Fra Thy og Mors kan Lars Peter Christiansen se et danmarkskort, hvor fusioner hurtigt har gjort energikoncerner meget større. På samme måde som Thy-Mors Energi også er en sammenlægning af flere mindre selskaber.

Men at naboen på den anden side af forsyningsgrænsen ved Vejlerne hedder Norlys og har 15 gange så mange andelshavere, får ikke Thy-Mors-direktøren til at tvivle på, hvad der er det rigtige for dem.

- Det handler meget om, hvem man er som koncern, og hvor man har placeret sig i værdikæden. Nogle er aktive på områder, hvor volumen er afgørende. Hvis man for eksempel er indholdsleverandør på fibernettet, giver det god mening at være stor, siger Lars Peter Christiansen.

Cykelportræt, fiber-interview Thy-Mors

- For os giver det mest værdi, at beslutninger kan træffes tættest muligt på dem, de vedrører – nemlig andelshaverne. Danmark er for lille til store forskelle, og vi er med til at opretholde balance, fordi vores koncernstruktur styrker den lokale beslutnings- og handlekraft.

Europas bedste vindfelt

Vedvarende energi er der rigtig meget af i Thy og på Mors, og området ligger solidt placeret i Europas bedste vindfelt. Årligt distribuerer Thy-Mors Energis elnet grøn strøm svarende til 140 procent af områdets samlede elforbrug.

I foråret besluttede Thy-Mors Energi sig for at investere i vedvarende energi.

- Vedvarende energiprojekter er i dag forbeholdt de få. Projekterne er af en sådan størrelse, at de færreste private har mulighed for selv at realisere projekterne. Med vores stedbundne struktur kan vi sikre, at lokale VE-projekter ikke kun skaber værdi og arbejdspladser i etableringsfasen. Vi investerer i vedvarende energi på vegne af 44.000 andelshavere, og økonomien i disse projekter bør derfor også fastholdes lokalt. På den måde kan projekterne bidrage til den næste epoke i lokal udvikling, forklarer Lars Peter Christiansen.

Minister roser lokalt løft

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) gæstede for nylig Thy-Mors Energi. Her oplevede han, hvordan koncernen med investeringer i vindmøller, fibernet og elnet understøtter den lokale udvikling og bidrager til hele Danmarks grønne omstilling.

Erhvervsminister Simon Kollerup
Foto: Mette Johnsen

- Det betyder utrolig meget for lokalområdet at have et lokalt forankret energiselskab. Det er vigtigt, at vi kommer videre i den grønne omstilling samtidig med, at vi løfter lokalområderne ude omkring i Danmark. I den forstand spiller de regionale energiselskaber en stor rolle, lød det fra Simon Kollerup.

MINISTERBESØG

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) gæstede mandag Thy-Mors Energi for at opleve, hvordan koncernen med investeringer i vindmøller...


Artiklen er fra Magasinet Energi 4 - 2019. Magasinet Energi udkommer fire gange årligt.

Nyheder direkte i din indbakke?