Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

PORTRÆT

Regeringens utrættelige bolværk

Magasinet Energi præsenterer de ordførere, der krydser klinger i Folketinget og er med til at forme Danmarks klima- og energipolitik. Mød Anne Paulin fra Socialdemokratiet.

"Det går faktisk rigtig stærkt med at omstille Danmark i en grønnere retning. Hvis der er noget, jeg bliver lidt træt af at høre, er det, når nogle siger ’hvornår skal vi se at komme rigtig i gang?’ Det passer simpelthen ikke”.

Magasinet Energi fanger Socialdemokratiets klimaordfører Anne Paulin kun få timer efter, at hun sammen med sin partikollega, klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen, og en stribe andre ordførere har præsenteret en pakke med akut økonomisk varmehjælp til blandt andet trængte danskere med gasfyr. Men også en plan, der for første gang lægger op til helt at afvikle gas som opvarmningskilde i boliger.

Og blot få dage forinden har en ekspertgruppe fremlagt et katalog af muligheder for, hvordan politikerne kan strikke en grøn skattereform sammen.

En reform der har til formål at indføre et banebrydende forureneren betaler-princip og give industrivirksomheder et økonomisk incitament til at udlede mindre CO2. Men også en kompleks affære, hvor nogle virksomheders overlevelse og dertil hørende arbejdspladser kan være på spil afhængig af hvordan en CO2-afgift skrues sammen.

– Ekspertgruppens arbejde og de modeller, de har fremlagt, er en milepæl, der bringer os fra teori til praksis på et virkelig vigtigt område. Nu skal vi politikere gå lige så grundigt til værks som eksperterne, og sørge for, at vi får en ambitiøs skattereform, der kan drive den grønne omstilling fremad, siger Anne Paulin, der får en central rolle i arbejdet som både klimaordfører og formand for Skatteudvalget.

Tidlig erfaring med Power-to-X

Siden hun debuterede i Folketinget efter valget i 2019 er det gået stærkt for den 34-årige kvinde fra Skive. For knap et år siden blev hun mor for første gang til Alba, der denne eftermiddag er på visit på kontoret på Christiansborg, mens hendes far, der er endt med at tage broderparten af barslen, ordner ærinder i byen.

ANNE PAULIN

  •  34 år
  • MSc. i International Business and Politics, CBS og Columbia University
  • Klima-, energi- og  forsyningsordfører og formand for skatteudvalget
...

Siden studierne i International Business and Politics på CBS og Columbia University i USA blev afsluttet i 2015 har Anne Paulin blandt andet været ansat i TDC og som rådgiver i Energinet, der har det overordnede ansvar for det danske el- og gassystem. 

–  Jeg er meget optaget af løsninger, når vi taler om klima, og i Energinet har jeg set, hvor meget vi kan med teknologi. Da jeg begyndte i Folketinget var Power-to-X et helt nyt begreb, og jeg var nok en af de første herinde, der var klar over de muligheder, der ligger i det. Det område skal vi have lavet en politisk aftale om, ligesom vi for nyligt har på gjort på CO2-fangst, og en strategi for fremtidens energi- og forsyningssektor, der peger frem mod og efter 2030.

Selv om der således udestår aftaler på mange vigtige områder, fremhæver hun de mere end 50 politiske aftaler, der allerede har taget livtag med danskernes udledning af CO2 og bragt os over halvdelen af vejen mod 70%-målet i 2030.

De omfatter alt lige fra konkrete puljer til at udfase olie- og gasfyr over en ny bilbeskatning, der favoriserer elektriske biler, til bygningen af intet mindre end verdens første kunstige energiø i Nordsøen med masser af havvindmøller uden om.

– I Socialdemokratiet er vi reformister og ikke revolutionister, men jeg vil næsten sige, at vi er gået grønt reformamok. Hvis den forrige regering var blevet genvalgt i 2019, havde vi ikke engang haft en klimalov, og for mig har den været det allerstørste, at være med til at lave, siger Anne Paulin.

Anne Paulin
Foto: Scanpix

Rolle som bølgebryder

Hendes egen regeringschef Mette Frederiksen har for nylig annonceret, at det grønne i dag er tættere på kernen af Socialdemokratisk politik i takt med, at frygten for polarisering, ulighed og tab af sammenhængskraft gradvist er forsvundet.

Ikke desto mindre vil rollen som ordfører i et regeringsparti uundgåeligt indebære at agere bolværk mod et kor af politiske med- og modspillere, organisationer mv., der hele tiden forlanger mere og hurtigere handling og flere penge i klimaets navn. 

– Det tager bare noget tid at skabe et ordentligt grundlag for at træffe beslutninger. Det er en del af min opgave at tage dialogen, mens vi er i gang med at afsøge mulighederne, og det kan da nogle gange godt føles som at skulle ’padle’, som hun siger.

Anne Paulin har da også oplevet, at tonen kan være ubarmhjertig fra nogle af de grupper, der har stærke følelser med i klimaspørgsmålet.

– Nogle gange bliver det gode desværre gjort til det bedstes værste fjende på sociale medier, og debatten kan godt være hård. Men der er bare nogle, der har den overbevisning, at vi nærmest skal stoppe med at producere noget i klimaets navn, men det har vi bare ikke i Socialdemokratiet. 

3 SKARPE FRA ANNE PAULIN

"Politik har aldrig været den eneste vej for mig, og jeg har også haft perioder, hvor det har fyldt mindre, og hvor jeg har samlet andre erfaringer. Jeg håber, at jeg er i politik om 10 år, men det kommer helt an på, om jeg synes opgaven er spændende, for der er heldigvis også mange andre steder, hvor man kan være med til at præge udviklingen i samfundet."

"Jeg spiser grønt, og vi har også skiftet vores bil ud med en elbil. Der hvor jeg synes, det er svært at leve klimarigtigt, er at begrænse flyvning. For mig støder det sammen med en positiv værdi om at være åben og nysgerrig på verden."

"Vi så for nylig hvor galt det kan gå med oversvømmelserne i Tyskland. Det understreger jo, at der også er helt store ting som overlevelse på spil helt tæt på. Indtil nu har jeg mest tænkt på, at vi har med noget at gøre, der kan gå galt allerede i min egen generation, men det er klart at man tænker længere frem, når man selv får børn."

...

Artiklen er første gang bragt i Magasinet Energi.

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?

Seneste nyheder