Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

God selskabsledelse

I Thy og på Mors er vi nødt til at gøre tingene selv

Thy-Mors Energi har som et af de første selskaber i Danmark ført en principiel beslutning om fiber til alle i forsyningsområdet ud i livet, og ser det som en vigtig livsnerve for et område, der ofte bliver overset.

– Vi er helt bevidste om, at der ikke kommer nogen og gør det for os, så hvis ikke vi gør det selv, risikerer vi at blive ladt i stikken som udkantsområde.

Sådan lyder den nøgterne erkendelse fra Robert Hove og Søren Markussen, der tilsammen udgør formandskabet for Thy-Mors Energi. Om få måneder kobler de den sidste thybo på selskabets nye fiberinfrastruktur, der dækker samtlige andelshavere i forsyningsområdet – også dem, der bor allermest isoleret uden naboer i sigte.

– Ambitionen blev formuleret for seks år siden og udgør en samlet investering i  størrelsesordenen 600 millioner kroner, der er taget i mindre bidder år for år. Men det er godt givet ud, fortæller bestyrelsesformand Robert Hove, der har været aktiv i elforsyning siden 1993.

Formand Robert Hove, Thy-Mors Energi
Formand Robert Hove, Thy-Mors Energi

 Her så man i Thy Højspændingsværk med betydelig skepsis på vindmøller og anden alternativ energi, og det var startskuddet til, at jeg engagerede mig i elsektoren på bestyrelsesniveau.

THY-MORS ENERGI

  • 44.000 andelshavere i Thy og på Mors.
  • Dannet ved fusion af Thy-Mors Energi og Thy Højspændingsværk i 2010.
  • Øverste myndighed er repræsentantskabet, der består af 90 andelshavere.
...

 Vores beslutning om at sikre fiber til alle andelshavere har meget at gøre med at bevare vores område som et attraktivt sted at bo og arbejde og styrke vores lokale selvstændighed og handlekraft. Vi kunne godt have valgt at sætte nettariffen nogle øre ned i stedet, men for os er der en meget stærkere værdiskabelse i, at hele Thy og Mors er i front med fremtidens infrastruktur. På fibernettet lader vi også andre konkurrere om at tilbyde indholdspakkerne og giver vores andelshavere frie hænder til at vælge det, der passer dem bedst, siger Robert Hove, der til daglig er direktør i Thy Erhvervsinvest.

 I den forbindelse har det været skønt at høre københavnerfamilier fortælle, at  forbindelsen til omverdenen har været fantastisk og også meget bedre, end de er vant til, når de har siddet og arbejdet fra deres sommerhuse i Klitmøller under corona-krisen, tilføjer næstformand Søren Markussen.

Han er i sin anden valgperiode og arbejder til daglig som Key Account Manager i engroshandelsvirksomheden Andersen & Nielsen. For ham er det især fællesskabsånden, der fik ham til at engagere sig i først repræsentantskabet og siden bestyrelsen for virksomheden, der har 44.000 andelshavere og styres af et repræsentantskab på 90 medlemmer.

Vores beslutning om at sikre fiber til alle andelshavere har meget at gøre med at bevare vores område som et attraktivt sted at bo og arbejde og styrke vores lokale selvstændighed og handlekraft.
Robert Hove, formand for Thy-Mors Energi

Samarbejde giver luft under vingerne

Thy og Mors ligger ikke bare i Danmarks, men Europas bedste vindbælte og har af den grund rigtig mange vindmøller. Mange af dem trænger efterhånden til udskiftning, men kommunerne i Thisted og Morsø har i mange år været skeptiske over for at erstatte dem med nye og større møller.

 Der har vi indledt en dialog med dem og føler, at vi er blevet godt modtaget. Det tror vi har meget at gøre med, at vi er den stedbundne og andelsejede virksomhed, vi er og ikke bare er en forretning, der udvikler grøn energi. Tingene lykkes nemmere, når det er et fælles projekt, siger Søren Markussen.

Bestyrelsen var da også nogle af de første i Danmark, der rakte ud og straksbetalte regninger fra lokale leverandører på over 10 mio. kr., da corona-krisen brød ud i marts og satte mange under et stort likviditetspres.

Søren Markussen, næstformand, Thy-Mors Energi
Søren Markussen, næstformand, Thy-Mors Energi

Værdifuld vej at forstærke nettet

Den anden infrastruktur, elnettet, undergår også store forandringer i disse år. Elforbruget forventes at stå over for et kraftigt spring, når elbiler og varmepumper forventes at blive mangedoblet i antal som led i en grøn elektrificering af Danmark. Her bliver det afgørende for økonomien at kunne holde mængden af netforstærkninger nede. Det var da også en væsentlig grund til, at Thy- Mors Energi i vinter købte sig ind i True Energy sammen med RAH og GEV fra henholdsvis Ringkøbing og Grindsted.

True Energy har nemlig specialiseret sig i at tilbyde opladning af elbiler, når der er ledig plads i nettet, og i at udnytte fleksible nettariffer på transport af strøm som såkaldt aggregator.

 Vi kan jo se, at det bliver endnu vigtigere i fremtiden at kunne udnytte vores elnet så effektivt som muligt, så da chancen bød sig for at være med på et område, hvor vi i forvejen havde et samarbejde med Aalborg Universitet, slog vi til, fortæller Robert Hove.

Det spørgsmål bestyrelse og repræsentantskab altid stiller sig, før de eventuelt beslutter at involvere sig, er, hvad et projekt kan tilføre området, og om Thy-Mors Energi kan gøre en forskel via sine ’muskler’ og være med til at binde nogle ender sammen til gavn for andelshaverne.

 De beslutninger skal vi altid kunne forklare og forsvare, siger Robert Hove.

 Og vi kan da godt mærke, at udrulningen af fiber har været med til at gøre os mere kendt blandt de yngre andelshavere og har styrket engagementet i vores repræsentantskab, siger Søren Markussen.

Interviewet er en del af "God selskabsledelse i forbrugerejede forsyningskoncerner - brancherapport for regnskabsåret 2019"

God selskabsledelse i forbrugerejede forsyningskoncerner - Brancherapport for regnskabsåret 2019
Politikpapir

2019 er andet år, hvor forbrugerejede energi- og forsyningskoncerner har rapporteret om blandt andet bestyrelsernes arbejde og kompetencer, politikker for værdiskabelse og aktivt ejerskab.

Udgivet
2020

Nyheder direkte i din indbakke?